Som en usleben diamant er Miraklerne biografoplevelsen værd

I denne italienske Grand Prix vinder ved forrige års Cannes filmfestival følger vi den ældste datter, Gelsomina, i en biavlerfamilie et sted ude på landet. Det er en besynderlig tilværelse teenagepigen har sammen med hendes tre søskende, mor og tyske far. Børnene har ikke anden underholdning end den de selv skaber, og bruger det mest af dagen på at agere billig arbejdskraft for farens bi farm, og så hænger økonomien endda alligevel ikke sammen.

Det er et liv langt væk fra storbyens æstetiske livsførelse, men udviklingen dikterer tilsyneladende, med uundgåelig sikkerhed, at den urbaniserede verden er på et korstog til at ødelægge de fjerne egne. Denne uhåndgribelige kraft er med til at sætte skub i filmens begivenheder, der tvinger familiens interne stridigheder til overfladen, mens lykken i form af et reality show lurer i baggrunden.

Ingen klar sammenhæng.
Hvis du synes denne grove og ikke-afslørende gennemgang af filmens historie virker lidt uoverskueligt, så er det ikke helt forkert. Fortællingen i filmen er ganske enkelt meget rodet, men overraskende nok er det ikke noget stort problem. Filmen emmer af dybsindighed, så når årsagskæden ikke altid lader til at have en klar og tydelig sammenhæng, virker det som en invitation til at engagere tilskueren i meningsskabelsen – og det er en invitation jeg glædeligt tager imod.

For filmen dyrker de menneskelige relationer, eller nærmere de akavede øjeblikke, hvor tingene forbliver usagte mellem mennesker. Dette understreges endda tydeligt af en karakter, der ikke siger et ord i filmen. Der er en autenticitet i måden børnene og forældrene omgås hinanden, hvilket ikke burde være utroligt, men det er det. Pigerne taler som børn og forsøger hele tiden at aflæse, hvad mor og far vil have dem til at sige, mens forældrene, i deres manglende selvindsigt er med til ikke blot at holde dem selv tilbage, men også deres børn.

Snubler på målstregen.
Med denne stærke kerne, er det bare ærgerligt, at filmen ikke er i stand til hverken at starte eller at slutte fortællingen, uden at trække i langdrag. Det er en kunst at lade tingene være usagt, som filmen også demonstrerer generelt og, derfor er det frustrerende, når folkene bag ikke har kunne få sig selv til at klippe filmlængden ned til det absolut nødvendige.

Miraklerne er en usleben diamant, og det er op til en selv, som tilskuer, at finde skønheden. Historien er måske ikke den mest tilgængelige og der er også truffet nogle decideret besynderlige valg med hensyn til karakterudviklingen, men til gengæld er der en nervepirrende autenticitet i måden menneskene kommunikerer med hinanden, og det er trods alt det filmen handler om. Måden vi mennesker behandler hinanden, uden nogen større selvforståelse og uden at tænke på konsekvenserne. Det er i hvert fald min udlægning, og det bedste ved det hele er, at du højest sandsynlig finder en anden.