Vi har talt med den svenske instruktør Johannes Nyholm, der for tiden er premiere aktuel i den mareridtsfremkaldende gyser, Koko-di Koko-da.

I filmen følger vi et ægtepar, der ender i et rendyrket mareridtsscenarie, og selvom man måske ikke skulle tro det, så stammer inspirationen fra det virkelige liv.

Det er inspireret af de nære relationer, fra mit eget. Der er sket ting, som jeg sidenhen har lagt i filmen, og andet er fundet på. Sådan, at det er en blandingen af ting, der er sket, og så mine største frygt her i livet.

Lydsiden er præget af en meget subjektiv diegetisk lyd, særligt fra datteren Majas perspektiv, og det er der også en mening med.

Ja, det er til dels overlagt. Jeg tænkte, at i starten, skulle vi ind i hendes hoved. Hun skulle gå ind i en verden, en nærmest autistisk tilstand, som fremkalder dæmoner, som træder ind. Filmen er på en måde, både hendes, og hendes forældres værste mareridt. En alternativ verden. Man befinder sig i en barnlig, legesyg verden, hvor man er lykkelig og har det godt, indtil det pludselig bliver alvor – kan man sige.

Der er en klar stilforskel mellem scener i den socialrealistiske virkelighed, og så drømmeverdenen, og ligesom med lyden, er dette også et overlagt stilvalg.

Det er tænkt som værende både uhørt realistisk og drømmelignende på samme tid. I begyndelsen er det næsten dokumentarisk filmet, ganske uæstetisk. Når man tager ind i drømmeverdenen, er det et meget æstetisk filmsprog, med meget mere planlagte shots. Der er en gradvis forandring.

Det gode ved denne fluen-på-væggen æstetikken er, at sproget og karaktererne fremstår meget mere realistiske. Alt er mere realistisk, også dialogen er mere realistisk. Derfor kan vi gradvist forvandle det til en fuldstændig usammenlignelig situation.

Jeg vil have, at man befinder sig både i en drøm og en virkelig, på en og samme gang. Karaktererne skal være troværdige, men også utroværdige på samme gang. Det er en limbotilstand.

Undervejs i filmen brydes stilen dog yderligere i form af flere skyggespil, og selvom de passer overraskende godt ind i helhed, blev de først til meget sent i processen.

Det blev til i slutfasen af filmproduktionen. Filmen var ellers for hård og mørk, og jeg ville ikke efterlade mig selv, eller publikum, i det sorte hul. Skyggeteateret fungerer som en børnefortælling, som når man læser for sine børn, og skal forklare noget, der er svært. Jeg ville gerne have en børnefortælling, så publikum kunne sove bagefter.

Der er en masse grimt [i filmen], men jeg vil gerne have, at man tager en masse godt med sig også, når man har set filmen. Der findes håb og en erkendelse om, at det er okay at leve, og have det dårligt. Men det skal nok blive bedre, og der findes en poesi i verden omkring. Det er den følelse, som jeg gerne vil formidle.

Som de flest nok ved, er det Petter Belli, der spiller den morderiske antagonist i filmen. Johannes Nyholm kendte faktisk ikke entertaineren før, men fra første færd, vidste han alligevel, at Belli var den helt rigtige til rollen.

Jeg ledte efter en karakter, som var en klassisk entertainer og kunne tryllebinde sit publikum. En scenisk magiker. Jeg ledt blandt flere kunstnere, heriblandt bugtalere, tryllekunstnere, cirkusdirektør, men havde svært ved at finde nogen. Til slut, gennem en googlesøgning, dukker Peter Bellis ansigt op.

Jeg kendte ham ikke, men så hans billede og syntes, at han så fantastisk ud. Så hørte jeg også, at han kaldes ’Ulven Peter’, og tænkte: ”Det er for godt til at være sandt”. At tage denne ulv i fåreklæder. Jeg bad min ene bror om at tage over til Danmark for at optage en audition med ham, og da jeg så ham i video, vidste jeg efter bare et par sekunder, at rollen var som skabt til ham. Men det var uforudselige konsekvenser, der ledte mig til ham.

Det kunne heller ikke have være andre ham. Det skulle være ham eller ingen.

Med alle disse idiosynkratiske stilvalg, og en usædvanlig skuespiller i skurkerollen, er det noget af en bedrift, at filmen alligevel er blev lavet, i nutidens filmklima. Det var dog også en meget lang proces.

Det undrer jeg mig også over. Det er svært at forklare filmen. Der er ikke rigtig noget tilsvarende, man kan henvise til. Man kan henvise til karakterer, men i sin helhed er den unik.

Men jeg tror, at nøglen til det hele har været, at det er meget low-budget. Jeg har også produceret det gennem mit eget selskab. Vi fandt heller ikke hele finansieringen til at starte med. Vi lavede en kortfilm, som vi så kunne vise frem og overbevise investorer om at forsætte med spillefilmen.

Det er svært at få lavet denne slags film, men jeg er taknemmelig for, at det kunne lade sig gøre.

Da snakken falder på hans rolle som instruktør, er det dog ikke sig selv, som han vil fremhæve, men alle de mennesker omkring, der gør filmen mulig.

Jeg er omgivet af folk, som jeg stoler på og hjælper mig. Det er et samarbejde på settet. Skuespillerne har også virkelig hjulpet mig. Hovedkaraktererne, spillet af Leif [Edlund] og Ylva [Gallon], har hjulpet til med projektet gennem flere år. Fotografen, Johan Lundborg, har jeg også arbejdet sammen med i processen. Vi har også co-produceret filmen med Beo Film i Danmark, som har været en stor hjælp. Det på mange måder også været en læringsproces.

Jeg gik ind til projekt, som min første spillefilm. Vi filmede lidt, klippede, filmede, klippede osv. Det endte som et gigantisk projekt. Jeg lavede også en spillefilm, inden jeg blev færdig med denne, som hedder Kæmpen. Så det var en lang proces på fire år, men vi var et lille, tight team, som virkelig stolede på hinanden. Jeg tror også, at fordi det var mit eget produktionsselskab som stod bag filmen, kunne jeg taget det lidt mere med ro, for ellers tror jeg, at det hele havde været umuligt. Ellers havde nogen andre sagt: ”Nu er det nok, du må stoppe med at fjolle rundt.”

Til slut havde Johannes Nyholm et meget beskedent håb, for publikums modtagelse af filmen.

Det er en meget grim, mørk og hård historie, men jeg vil gerne have, at man alligevel ser håbet, og ser filmen som en start for folk, som har oplevet noget lignende, eller er inde i sorgproces. Jeg håber, at man kan få en bekræftelse i, at det er okay at have det dårligt. Det skal nok blive bedre. Der er findes et lys for enden af tunnelen, og jeg håber at kunne bidrage med en hjælpende hånd.