Da jeg møder Nick Rowland og Barry Keoghan, er det på toppen af skyskraber, langt væk fra festivalen. Det er dog ikke for at nyde udsigt, at vi mødes, men for at tale om deres nye film, Calm with Horses, et irsk drama, der udspiller sig i den smukke, men isolerede natur.
Nick Rowland (NR): [Calm with Horses] er baseret på en kort historie af Colin Barrett, og jeg læste den, da jeg var på filmskole. Det, der virkelig slog mig, var dualiteten. Det er en meget brutal og mørk historie, med disse sidespring, hvor vi følger Arm, spillet af Cosmo Jarvis, og hans unge søn.
Det kommer nok som en overraskelse for de fleste, at Barry Keoghan ikke spillet filmens hovedrolle. Med tanke på, at han i en ung alder, allerede har medvirket i film af instruktører som Christopher Nolan og Yorgos Lanthimos, og snart skal lege Marvelhelt, er det måske ikke forståeligt udadtil. Men for manden selv, er det så indlysende en beslutning, som det overhovedet kan være.
Barry Keoghan (BK): Materialet var virkelig godt, det var en instruktør, som jeg godt kunne lide, og jeg føltes, at det var en historie, der skulle fortælles, og så udfordrede jeg mig selv til at gøre det. Det er lige meget om det er en super-blockbuster, eller et lavt budget, hvis det taler til mig, så laver jeg det.
Den oprindelige bog, som er skrevet af Colin Barrett, havde jeg ikke læst, men hørt om. Den foregår i det vestlige Irland, og produktion skulle også foregå i mit hjemland. Jeg havde muligheden for at skildre en person, som slet ikke var mig, og ekstremt udadvendt, så jeg var fuldstændig med på den fra starten af.
Fordi det var en farverig person, der var mange nuancer, det var ikke bare en todimensionel skikkelse. Historien foregår også i en verden, som jeg kender.
En stor del af filmens personlighed stammer fra det irske landskab, og det var også en af filmens største udfordringer.
NR: Vi vidste at det ville blive vanskeligt, fordi vejret normalt skifter hvert øjeblik, men vi havde meget stabilt solskin hver dag, bortset fra den dag med scenen, hvor de besøger en gård. Den dag var der en orkan, og det var meget vanskeligt. Vi var lige ved at aflyse dagens optagelser. Skuespillerne kunne ikke rigtigt fokusere på deres skuespil, fordi de havde svært ved at holde sig oprejste. Det var hårdt, men det var den eneste vanskelig dag.
Årsagen til, at vi drog vest på skyldes, at når man læser bogen, så føles landsbyen meget isoleret, og det vestlige Irland er det eneste sted, hvor man finder dens slags afsondrethed. Der er hækveje, gårde, træer og det er ret hyggeligt. Vi kiggede efter steder, der var isolerede, hvor der var meget tomt. I midten af ingenting.
BK: Du burde virkelig prøve at tage til Irland og se områderne, for det er nok et af de smukkeste lande i verden – og bare det at have et kamera og et lille filmhold, der fulgte dig overalt. Det var virkelig en stor fornøjelse. Vi havde selvfølgelig svære dage, men som skuespiller var det bare en fornøjelse.
Calm with Horses er Nick Rowlands spillefilmsdebut, men var ikke ensbetydende med, at han allerede havde reflekteret over, hvilken rolle han spiller i filmens produktion.
NR: Jeg er en meget følelsesdrevet person. Alt handler om følelser, følelser, følelser, og fx med biljagten forestiller man sig, at det skal planlægges i mindste detalje, men vi havde jo ikke ret mange penge eller ret megen tid, så for mig handler det meget om at være nærværende i øjeblikket med skuespillerne, at få en forståelse for scenen, at respondere naturligt på deres skuespil og ikke være alt for beskrivende, men at gå på opdagelse sammen i scenen efterhånden, som den udspiller sig. Men jeg har svært ved at sætte flere ord på det.
BK: Nicks proces er virkelig god. Det handler om, hvordan man går til scenen. I dette tilfælde var han heldig at have nogle skuespillere, der var meget åbne overfor at få hurtige instruktioner, eller følge med, hvis en scene pludselig skulle laves helt anderledes, noget skulle droppes, flyttes rundt osv. Det lyder måske enkelt, men Nick er dygtig til at bygge relationer til skuespillerne. Nogle instruktører kan udtrykke sig uheldigt, upræcist, og det får skuespillerne til at gå i forsvarsposition.
NR: Jeg er selv en meget sky og nervøs person, så jeg forstår, hvad det vil sige at være utilpas. Jeg tænker, hvad nu hvis det var mig, der skulle gøre dette, hvad ville jeg så have brug for, for at føle mig tryg? Jeg kan ikke lide, når der råbes gennem rummet, men foretrækker en mere intim og privat facon – og det er selvfølgelig fortrinsvist for mig selv, men jeg tror også, at det gavner andre. Det kan fx handle om, at det er okay at lave fejl, eller at der ikke er nogen forkert måde at gøre det på. Det handler ikke om, at der er en måde at gøre det rigtige på, men mange forskellige måder.
Alt i filmen handler imidlertid ikke kun om skuespillerne, for der er også en hjertebankende intens lydside, som periodisk hiver publikum ind i en trancelignende tilstand.
NR: Vi ville gerne have, at der skulle være en subjektiv fornemmelse, som igen blev dikteret af følelserne. Arm er ikke den mest velformulerede, udadvendte person. Han siger ikke ret meget. Der er scener, hvor han stort ikke siger noget som helst, så vi var nødt til at bruge lydsiden til at kommunikere, hvad han oplever. Matis Rei [lydklipperen] og jeg gik på filmskole samme, hvor vi allerede arbejdede sammen, så det var rart at kunne fortsætte med det. Vi ville ikke have et klassisk soundtrack, så vi brugte traditionelle irske instrumenter til at give filmen et følelsesmæssigt – en slags melankolsk tone – og det er virkelig let og spændende at arbejde med lyden i redigeringsfasen.
Man siger altid, når man laver film, at man skal ’kill your darlings’. I dette tilfælde, betød det helt konkret, Barry Keoghans yndlingsscene blev også klippet ud af den endelige film.
BK: De skar scenen ud af filmen. Det var en scene, hvor jeg skulle spise svampe, æg og pølser, og jeg ville virkelig gerne holde den slanke linje, men så skulle jeg spise alt det der.
NR: Vi skar den fordi vi havde de mere traditionelle krimiingredienser og de mere utraditionelle live-scener, og det strittede simpelthen i for mange retninger. De passede ikke sammen og opløste hinanden på en måde, og de mere komiske eller lege-agtige scener passede ikke rigtigt ind i filmen.
BK: Jeg kan simpelthen ikke vente til, at jeg ser filmen på det store lærred. Det er først, når man ser filmen på det store lærred, man virkelig kan se, hvad man kunne have gjort anderledes m.m. og virkelig fordybe sig rigtigt, uden alle forstyrrelser, men blot fokuserer og centrere sig om den. Canadierne er også virkelig rare og afslappede, så jeg kan virkelige godt lide stedet her.
