Gael Garcia Bernal er en meget ombejlet herre. Ligesom sidste år, medvirkede han endnu engang i tre film på festivalen. Da vi mødte ham, var det dog ikke for at tale om hans erhverv som skuespiller, men derimod om hans blot anden film i instruktørsædet Chicuarotes.
Vi skal helt tilbage til 2007 for at findes hans instruktørdebut, og der er en ganske forståelig grund til, at der har taget næsten 13 år for ham at vende tilbage bag kameraet.
Ja, det tog noget tid. En af årsagerne var nok, at filmen var så langt fra mig. Jeg var vild med manuskriptet og det var en fornøjelse at trænge ind i historien og forsøge at forstå den. Jeg vidste godt, at det med at blive en del af byen og at finde ind til den verden, ville være en virkelig lang proces.
Hvis jeg kun var instruktør, ville jeg slet ikke have tid til denne proces, men fordi jeg er skuespiller, så har jeg mulighed for det. Vi har lavet workshopper i byen i 2½ år for at trænge helt ind i, hvad filmen skulle handle om, udarbejdelse af manuskriptet, finde ud af, hvad vi ville fortælle. Det var en kontinuerlig proces.
Hvis jeg kun var instruktør, så kunne jeg ikke tillade mig at bruge så megen tid på dette, for så ville jeg simpelthen ikke have noget at leve af. Så det at være skuespiller giver mig faktisk muligheden for at gøre det ordentligt.
Hans baggrund som skuespiller, påvirkede dog ikke bare forberedelserne, men også selve filmproduktionen.
Der er jo det med, at du skal behandle andre, som du selv ønsker at blive behandlet, og da jeg jo selv er skuespiller, behandlede jeg dem, som jeg selv ville behandles. Og når man kommer med et skuespiller-sindelag, så ved man, at ting kan løses. Hvis vi ikke kan løse det på den ene måde, så finder vi en anden måde. Det betød, at der var en virkelig god stemning med skuespillerne.
Vi vidste, at vi kunne stole på hinanden. De kunne virkelig godt lide at opføre scenerne, og når jeg sagde ”cut, nu har vi den”, så ville de sige, nej lad os prøve endnu en gang – selvom vi måske allerede havde syv optagelser i kassen. De nød det, og jeg nød at arbejde med dem.
Selvom meget arbejde blev lagt i forberedelserne, var der alligevel en del, som blev ændret undervejs.
Ja, selvfølgelig. Begrænsninger er en god måde at blive kreativ på. Det er jo vanskeligt at lave en amfibie-film, at filme steder, hvor der er vand. Ting bevæger sig, former forandrer sig, men det, der er vanskeligt, er også udfordrende, og vi blev helt filosofiske omkring det. Vi eksperimenterede og tog beslutninger – skabte uheldet og så, at det fungerede. Og den store beslutning om, at det er pigen, der har håbets nøgle, var vigtigt at få skrevet ind i manuskriptet.
Det at lave et manuskript er som at skrive en teori, og at filme er ligesom at bevise eller afkræfte teorien. Hvis teorien bliver bevist gennem filmningen, så der det helt fantastisk. Det er virkelig stort, fordi det bekræfter alle de mange magtfulde delprocesser og fantasier, der lige pludseligt bliver til virkelighed og wow; der er det! Der er selvfølgelig ikke sammenligneligt med fysik og den slags, men det er alligevel virkelig stort, at noget, du har gået og tænkt på, bliver til virkelighed og fungerer.
Med denne film, bestående af skuespiller fra det kriminelle miljø, som bliver bearbejdet, er håbet derfor at skabe lidt refleksion hos seeren.
Jeg håber, at det fører til indsigt i vold på en måde, men også en slags nøgle til, hvem vi skal lytte til for at kunne ændre ting og til at indgyde os håb.
