Åndeløs og storslået rejse

I As Astra er det ligeså almindeligt at rejse til månen, som en flyrejse til Berlin. Astronauten, Roy McBride, sendes ud på en hemmelig rummission for at finde sandheden om sin far. Faren forsvandt 30 år tidligere på en ekspedition, der skulle finde anden intelligens i rummet. Der er nu tegn på, at faren er i live, men er i fare for sig selv og jordens fremtid.

Fænomenale Brad Pitt
Ikke blot én, men hele to gode roller på ét enkelt år. Dette må være Brad Pitts år. Han er dog også blevet belønnet med to gode manuskriptet delvis fra Quentin Tarantino og nu James Gray, der også har instrueret Ad Asta. Pitt er så naturlig i denne rolle, at jeg helt glemte, at han overhovedet var skuespiller. Hans mimik helt ned til åndedrættet er imponerende.

Roy McBride karakteren har en indre dialog, hvor vi som publikum hurtigt finder ud af, at han er en såret mand, der lukker af for omverdenen og til dels ændrer sin adfærd for at passe ind i folks small-talks og andre ligegyldigheder, men han vil nu hellere være alene. Ligesom sin far, har han dedikeret hele sit liv til rummet, hvilket også har medført kæmpe konsekvenser for sit privatliv. I disse flashbacks ses den altid smukke Liv Tyler, som forlader ham. Selvom McBride stadig gerne vil være sammen med hende, har han så mange udfordringer og ar på sjælen, at det er umuligt for ham at være helt ærlig overfor sine følelser. Dette gør blot karakteren mere autentisk og ægte.

Smukt rumeventyr
James Gray har lagt vægt på smukke billeder, og det er rent ud fantastisk. Månescenerne mener meget om Damien Chazelles i First Man, og jeg følte virkelige, vi var til stede på selve månen. Filmen springer fra planet fra planet, og der er forsøgt at skabe fiktive versioner af planeter, mennesket aldrig nogensinde har sat fod på, men det er rigtig flot.

Der er dog plothuller, selvom historien i sig selv er ret simpel. Disse plothuller sad jeg dog ikke tilbage med og blev forvirret af, da de er irrelevante i forhold til det større budskab. I filmens kerne er et enkelt far og søn forhold, der virker så fjernt, men alligevel sad jeg og blev oprigtigt rørt.

Filmens opgave er ikke at være videnskabelig faktuel, hvilket den heller ikke er. Der er lidt ærgerligt, at der ikke er blevet lagt en ekstra omkostning i at konsultere med videnskabsmænd, da de netop befinder sig på så mange forskellige planeter, som menneskeartet højt sandsynligt aldrig kommer til at sætte fod på. Og heldigvis for det, da James Gray også giver os en kritik på menneskets og hvordan vi er i stand til at føre vores problemer videre til den næste planet.

Det er lidt af en overraskelse, at jorden stadigvæk findes i denne fremtid som James Gray, har skabt. Mindst af alt, fordi menneskets aldrig har lært af sine fejl ved global opvarmning, civilisationen og vores konstante overforbrug af teknologi. I filmen ses astronauterne i gang med at tage en mentalevalueringen fra en computer. Der er ingen tid til den nære og personlige omsorg, men her evaluerer en computer ud fra ens stemmeleje og puls-registrering. Fuldstændigt vanvittigt.

Ad Astra er et metaforisk vidunder, hvor man bliver nødt til at rejse ud for at kunne komme hjem igen. Forhåbentligt som en forandret person. Brad Pitt er helt fantastisk og der lurer højt sandsynligt en oscarnominering rundt om hjørnet. Filmen falder muligvis ikke i alles smag, men for os andre, er det en fryd for øjet og en rørende historie til hjertet.