En meget sympatisk film om kvinden bag den amerikanske kvindebevægelseshymne. Den har også den australske charme, kendetegnet ved, at den er tilforladelig underholdende og på mange måder minder om de socialrealistiske skandinaviske film, bare med et større budget.

Den er ikke så mandehadende som man måske skulle tro (eller frygte), men der er heller ikke nogen tvivl om, at det er mændene, som holder kvinderne tilbage fra at indfri deres potentiale i denne fortælling. Jeg er ikke i tvivl om, at pladeselskaberne var den største hæmsko for Helen Reddy, men det ville have pynte lidt på filmen, hvis dette fokus i det mindste gjorde, at flere kvinder fik taletid, eller spillet en større rolle i dramaet.

For sådan som det er endt, handler al drama i Helens liv om hendes musik, og det var åbenbart kun mænd, som havde noget og skulle have sagt. Bedre bliver det heller ikke af, at Helens mand og manager, Jeff, er nærmest komisk ynkelig i sit manglende gåpåmod og kokainmisbrug. Når det kommer til det drama, vi så har fået, er det ganske konventionelt. Helen rejser fra Australien i den tro, at hun har fået en pladekontrakt, men bliver slemt skuffet, da det ikke ligefrem viser sig at være tilfældet.

Filmens eneste trumfkort er sangen, som filmens titel er inspireret af, og det er en fin og mindeværdig sang. Det er dog bare ikke nok til at kompensere, for den manglende dybde i både dramaet og karakteriseringerne.