I en eksemplarisk frygtindgydende brug af filmmediets to sanser, tager Sound of Metal os med på en angstfremkaldende rejse, med en musiker, der mister sin hørelse. Vi ikke bare ser, hvordan det er at går fra et liv baseret på lyd, til en tilværelse som døv, men vi bliver også auditivt taget med på turen. Det føles som at være en blind passager i et mareridt, når hele biografsalen bliver fyldt med forvrænget og ødelagte lyde.

Riz Ahmed er helt fantastisk som den sammenbidte trommeslager Ruben, der meget modstræbende må acceptere, at han må finde en ny mening i sit liv, for det er bare ikke muligt at være rockmusiker, når man er døv. Men med ham som repræsentant for publikum får vi lov til at få et indblik i de døves liv, og langsomt ser vi også, at der er så utrolig meget man kan, så længe man kan acceptere sit handikap.

Det kan godt være, at Joker er den mest omtalte film på årets TIFF, men Sound of Metal er den mest hjerteskærende oplevelse, og uden tvivl den film, der gør bedst brug af filmmediet til at skabe en unik oplevelse, som man skal se i biografen.