I starten tror man, at SYNCHRONIC er et socialrealistisk drama. Et par, nedtrykte og livstrætte paramedicinere, spillet af Anthony Mackie og Jamie Dornan, har kun jobbet, fordi de ikke var dygtige nok til at blive læger, og når de modstræbende redder folks liv, brokker dig sig over alt i deres egne liv. Det er lige indtil, de begynder at finde junkier, der er dræbt under mystiske omstændigheder, og den eneste fællesnævner er det nye narkotika, SYNCHRONIC.

Herefter tager filmen et skarpt sving og bliver pludselig til en tidrejsefortælling, da stoffet åbenbart gør, at man kan rejse i tid. Det er selvsagt ikke særligt begavet. Lidt ligesom hvis en sportsidiot forsøgte at skrive et dybtfølt digt, så er det ikke fordi filmskaberne ikke har ambitioner, men ganske enkelt, at de ikke har evnerne til at skabe et tilfredsstillende værk. Særligt Anthony Mackie, der gør hvad han kan, for at få publikum til at købe ind på konceptet, så kan han ikke charmere sig ud af en tåbelig og usammenhængende film, der er alt for selvhøjtidelig for sit eget bedste.