Årets Guldpalmevinder starter som en meget komisk fortælling, om en familie, der i bogstaveligste forstand lever på bunden af samfundet. Det ændrer sig dog, da sønnen får muligheden for at blive tutor hos en meget rig familie og hurtigt ser sit snit til at få sin egen familie på det tørre. Derefter tror man, at hele handlingen er lagt ud for en, hvorefter vi bliver fordret med en påklistret morale, efter at have tilbragt to lettere humoristiske timer i selskab med denne amoralske familie – men så ligetil ender det heldigvis ikke med at være.
Filmen bliver nemlig til langt mere end blot et forenklet portræt af klasseforskelle. Udover den uhyre underholdningsværdi, er det også en uforudsigelig og visuelt betagende oplevelse. Når det hele når til enden, og jeg endelig tror, at jeg har luret filmen, så spiller den mig igen et sidste puds, så man også bliver efterladt med stof til eftertanke. Det er ikke en oplevelse man lige lægger fra sig, også selvom den finder sted på en filmfestival, hvor man ikke gør andet end at se film, og hvis ikke der er nogen tydeligere målestok for den gennemslagskraft Parasite besidder, så ved jeg det ikke.