Pedro Almodóvars bedste film i otte år

I Pedro Almodóvars nye film Smerte og ære, følger vi den aldrende filminstruktør Salvador Mallo, der befinder sig i sit livs største eksistentielle krise. Han er nået til det punkt i sit liv, hvor hans gamle film skal fremvises på det lokale cinematek, og i den anledning beslutter han sig for at tage kontakt til hovedrolleindehaveren, som Salvador ikke har været på talefod med, siden premieren for 32 år siden.

Alt imens dette intime, interpersonelle drama udspiller sig i nutiden, tænker Salvador også tilbage på sit tidligere liv, mindes sin afdøde mor og forsøger at slutte fred med sig selv.

Inderligt, men episk
Det er et utroligt lille, intimt, men også storladent drama, som Almodóvar har sammensat i denne omgang. Historien skulle efter sigende være delvist inspireret af instruktørens eget liv, og der kan være noget om snakken, for der er en særpræget autenticitet i alle interaktionerne. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, der helt præcist gør dette på papiret, lidt langtrukne og navlepillende manuskript, så meget mere dragende, end man umiddelbart ville forvente, men der er ingen tvivl om, at Almodóvars stilsikre håndtering af filmmediet, er en stor årsag til, at filmen ender som et imponerende epos.

Publikum bliver nemlig taget meget seriøst. Det udmunder sig bl.a. i den meget subtile måde, de forskellige tidsperspektiver smelter sammen, der efterlader en del fortolkningsmuligheder for beskueren, men også hans leg med det visuelle udtryk, der er i en konstant, naturlig udvikling, sørger for, at filmen aldrig stagnerer.

Storslået skuespilpræstation
Det er også værd at fremhæve Antonio Banderas i rollen som Salvador Mallo. Banderas understreger endnu en gang, at han besidder en uudgrundelig filmisk tilstedeværelse, der gør ham til en rendyrket fornøjelse at se på et lærred, hvad end han spiller en livstræt instruktør, sværdkæmpende selvtægtsmand, eller lægger stemme til en bestøvlet kat. Han hæver Salvador op over det skrevne ord, og gør ham til et helstøbt menneske med fejl og mangler, som alligevel er værd at holde af, på grund af hans skrøbelige menneskelighed.

Smerte og ære, er Pedro Almodóvar, når han er allerbedst. Han har her skabt en meget afdæmpet menneskelig fortælling, men gør det med en så kunstnerisk virtuositet og vigør, at helhedsoplevelsen bliver større end de enkelte dele. Banderas leverer også endnu en kraftpræstation i hovedrollen, godt flankeret af et velspillende ensemble. Det lyder måske ikke som nogen stor film, men det kan jeg love dig for, at den er, og den er uden tvivl værd at se.