Den her film forandrede mit liv.

Det er noget af en hyperbolsk sætning, og virkeligheden er da også en lille smule mindre dramatisk, men hvordan kan det være, at en film om en ung jazz-trommeslager, kan forandre noget som helst, ja det skal jeg nok sige dig.

Som en thriller følger vi den stakkels Andrew, spillet af Miles Teller, der ikke har meget i sit liv undtagen musikken. Ham lever et meget normalt liv, med en relativt forstående far, men meget spænding er der ikke. Da Andrew så får muligheden for at spille med i konservatoriets fineste Big band, bliver han fysisk og psykisk testet af bandlederen, spillet af J. K. Simmons. Simmons giver den som en ond Mr. Miyagi, der hele tiden presser Andrew til at blive bedre, end han selv tror han er.

Det er i spillet mellem de to, at filmens største styrke er. Teller er helt fabelagtig til at vise en lettere skrøbelig og ensom dreng, der bare gerne vil spille, og er villig til at tage imod utallige verbale øretæver, hvis det kan føre ham tættere mod målet som professionel musiker. Simmons er mindst ligeså god til at skabe et ambivalent billede af en psykopatiske leder, der med sin diktatoriske ledelsesstil, virkelig tror, at han gør det rigtige, eller er han i virkeligheden bare en syg sadist?

Spørgsmål som dette og andre som, er det virkelig værd at blive den bedste, hvis man skal give afkald på en del af sin menneskelighed, jonglerer filmen overraskende godt med, og det hele tiden med en hvis frihed til at fortolke budskabet.

Tillæg så dette, at hele filmen føles som en thriller, hvor man hele tiden frygter for Andrews tilværelse, ja så ham man noget helt unikt, fordi det trods alt stadigvæk er en film og en jazztrommeslager. Så selvom man er anmelder, bliver man simpelthen nødt til at underkaste sig filmens evne til at fortælle historien på en så gribende og intens måde, at man flere gange fanger sig selv i at gispe efter vejret.

Det hele er sindssyg spændende, man har virkelig medlidenhed med Andrew, fordi han er villig til at give alt, og blive presset hele filmen igennem. Ganske vidst er det mere dramatisk end virkeligheden, men intet kan pillede ved, at Whiplash er en helt enestående film, med to autentiske og mavepustende præsentationer, på hver sin måde, der viser til hvilken længde man skal være villig til at gå, for bare at have en chance for at slå igennem.
Og så skader det heller ikke, at der er masser af frydefuld musik. Musik som jeg stadig hører flere dage efter. 6/6