God sportsdokumentar med fine afleveringer

Han spillede fodbold som en gud, men levede et djævelsk liv. Asif Kapadias nye dokumentarfilm Diego Maradona fokuserer primært på fodboldstjernens turbulente forhold i Napoli fra 1984 til 1991. Selvom der både blev høstet succes på klubniveau og landsholdet, væltede Maradona rundt i skandaler med kokain samt den italienske mafia.

Diego vs. Maradona
Jeg kendte i forvejen ikke særlig meget til den store stjernes liv før dokumentaren. Dog vidste jeg, at han er kendt som en af de bedste fodboldspillere nogensinde. Derfor burde dokumentaren også lægge op til bagsiden af medaljen – og jeg blev så sandelig heller ikke skuffet. Der bliver åbnet med en lille kort montage af Maradonas ungdomsliv og hans besværlige tid i Barcelona.

Til at starte med, fandt jeg det mærkeligt, at dokumentaren ikke fokuseret mere på hans første professionelle fodboldår, men jeg fandt hurtigt ud af, at der var en mening med udvælgelsen af netop denne specifikke fase i Maradonas liv. Dokumentaren vil også gerne vise hans ydmyge familiebaggrund, hvor han kom fra slumpen i Argentina til lige pludselig at kunne købe et hus til hele sin familie – blot grundet hans talent.

Asif Kapadia vil igennem dokumentaren meget gerne vise os Maradona som hel person – eller ret og sagt flere personer. Igennem interviews med familie og folk tæt knyttede til ham, bliver det bekræftet, at fodboldspilleren var to personer. Der var Diego, som var den lille generte, reserverede fodboldspiller, der elskede sin familie og fodboldspillet, og så var der Maradona. En karakter Diego opdigtede til at håndtere det massive pres fra fans og medierne, men denne karakter havde konsekvenser for hans kokainmisbrug, mafiaaftaler og affærer.

Jeg havde ønsket, at dokumentaren havde haft mere fokus på netop denne kontrast, da det ville give os et større indblik på selve personen, men Asif Kapadia er lidt for ufokuseret, da han gerne vil fortælle så meget så muligt. Der bydes på ingen særlige overraskelser, og dokumentaren forbliver derfor meget gennemsnitlig.

En standard sportsdokumentar
Jeg sidder ikke tilbage med den største mængde sympati for Maradona. Dette er muligvis grundet opstillingen af dokumentaren og dens til tider overfladiske fortællestil. Maradona trækker sig meget i offerrollen, hvor vi skal have ondt af ham for at være utro, for at tage stoffer og for al det had, han modtog. Modsat tænkte jeg også på, hvor vildt det har stået til, og hvordan det også er for nutidens fodboldstjerner. Det kan meget nemt blive en forbandelse at være iblandt de bedste, hvor man bliver svinet til af medierne grundet en dårlig spilleperiode eller løber med al opmærksomheden udelukkende, fordi man blot gør sit arbejde i særklasse. I 1990 oplevede Maradona begge situationer, da Argentina vandt semifinalen over Italien – og sågar i hans egen by, Napoli. Der blev han elsket af argentinerne, men hadet af italienerne, hvilket var et af dokumentarens mest interessante dilemmaer.

Selvom Asif Kapadia ikke har formået at skabe det samme nærgående og personlige portræt som hans forrige dokumentar Amy, indeholder Diego Maradona stadig mange fine ting. Der er blandt andet hele moralen med, at man som menneske lærer af sine fejl – uanset om man er i spotlightet eller ej. Dokumentaren dribler muligvis rundt omkring store emner, men bolden bliver alligevel placeret i målet.