Fuld af effektive jump-scares

I Crawl, møder vi den unge kvinde Haley, der forsøger at finde sin forsvundne far, inden en voldsom orkan rammer Florida. Da hun dukker op til hans hus, ligger han såret i kælderen, men inden hun kan ringe efter hjælp, opdager hun årsagen – en glubsk alligator. Meget mere behøves egentlig ikke at udpensles. Det er nemlig den type film, hvor man næsten ikke behøver at forklare plottet, for den ildevarslende plakat, siger stort set alt, hvad der skal siges. Legesyge alligatorer, en voldsom orkan, og farlige vandmasser, med to mennesker fanget i midten, som må kæmpe for deres overlevelse.

Relativt vellykket
Jeg kan virkelig ikke understrege, at filmen er så enkel som man går og tror. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, for så længe der leveres på uhyggen, og skabes en god gyselig stemning, skal man nok få en god tur i biografen ud af det. Og selvom jeg ikke er den helt store fan af denne slags film, må jeg også erkende, at de chokerende gys er overraskende vellykket.

Det er sjældent, at jeg bliver fanget på den forkerte side af sædet, når det kommer til jump-scares, men her lykkedes det konsekvent, at få mig til at gribe efter mit hjerte, stort set hver eneste gang en alligator pludselig stod på spring. Jeg er ikke stolt af, men det er sandheden.

Tror man også, at det lille ensemble er ensbetydende med mindre blod, må man tro om igen. For selvom handlingen hovedsageligt udspiller sig i det ene hus, og fokus er på far og datter, kommer der stadig masser af lig på bordet, når mere eller mindre uskyldige forbipasserende, må lade livet og se deres legemer blive kastet vidt omkring. Så tager man ind for at se blod, bliver man heller ikke skuffet.

Et forsøg på en menneskelig historie
Jeg misunder imidlertid ikke manuskriptforfatterne, at de skal sammensætte en menneskelig historie, midt i dette alligatorhelvede. Det er nok de færreste, der er interesseret i, at en gyser som denne skulle være længere end 90 minutter, for det ville være at stramme konceptet, men det gør det også svært at portrættere nuancerede mennesker, og få os til at føle rigtigt for Haley og hendes far.

Der bliver dog gjort noget ud af at holde tingene forholdsvist nede på jorden. Eksempelvis bliver det eftertrykkeligt etableret, at Haley er en hurtig svømmer, så det (næsten) virker plausibel, at hun kan svømme om kap med de flydende træstammer. Det betyder ikke, at filmen er fuldstændig jordnær, men det er i det mindste et forsøg på, at forklare, hvorfor personerne gør, som de gør.

Haley og hendes far er også tydeligt ridset op, og man ved hvad der driver dem, men det bliver også med hjælp fra nogle lettere pinlige replikker, for at fortælle det hele på den halve tid. Det er ikke noget, som er ødelæggende, og det er en grundlæggende genrefaldgrube, men det gør også, at det aldrig bliver mere end rent gys.

Det er også sådan jeg vil betegne Crawl som helhed. Den er allerede bagud på point, da den går i gang, eftersom det er svært at skabe en helstøbt film på under 90 minutter, med et fokus på morderiske alligatorer. Alligevel slipper instruktør Alexandre Aja godt fra det, og skaber både hjertebankende gys og en sammenhængende historie. Det er ikke stor filmkunst, men det er underholdende fra start til slut, og vigtigst af alt, så spilder filmen ikke din tid.