Den hyggeligste Tarantino-film til dato

I Once Upon a Time… in Hollywood rejser vi tilbage til englenes by i 1969. Skuespilleren Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) var engang en af byens helt store stjerner, men kan nu kun få gæsteroller i tv-serier. Sammen med hans stuntmand Cliff Booth (Brad Pitt), der også er hans trofaste følgesvend, følger vi dem i denne overgangsperiode af deres liv, og som symbol på denne forandring, er ingen ringere end Sharon Tate flyttet til Hollywood som Ricks nabo.

Et bizart persongalleri
Det er først og fremmest fedt, at der stadig bliver lavet store film som denne, hvor der er plads til et stort persongalleri, der ikke nødvendigvis skal udfylde en bestemt narrativ funktion, eller agerer som rene helte eller skurke, men i stedet kan få lov til at eksistere som forvirrede mennesker. Målet er at skabe sin helt egen stemning, på Tarantinos særprægede måde, og persongalleriet er uden tvivl den største årsag til, at det lykkes og skabe denne unikke, hyggelige, men også lidt aparte stemning.

Det kan dog til tider bliver lidt for meget af det gode, for Tarantino er tilsyneladende så overivrig efter at skabe sin egen idiosynkratiske stemning, at denne helaftensfilm til tider kan virke temmelig retningsløs.

Historien kan være svær at spore, og selvom filmen stadig er dialogtung, er replikkerne ikke nær så fængslende, som i Tarantinos bedste manuskripter. Der går også meget længe, inden Sharon Tates tilstedeværelse får en betydning for plottet, og det vil nok komme som lidt af en overraskelse for de fleste.

For selvom der er masser af plakater med Margot Robbie som Sharon Tate, ville det være noget misvisende, hvis man går ind og tror filmen handler om hende, for hun er blot en baggrundsfigur, der tilfører lidt kulør til filmens atmosfære.

En fantastisk duo
Underholdende selskab er dog, når man følger Leonardo DiCaprio som den fallerede cowboystjerne, Rick Dalton, men det er Brad Pitt, der stjæler opmærksomheden som hans stuntman, Cliff Booth. Pitt er så cool, at det halve ville være nok, og han låner filmen sin charme og tilstedeværelse. Karakteren Cliff er egentlig ikke synderlig sympatisk, men Brad Pitt får selv den tørreste replik til at være engagerende, og tilfører lidt liv, i filmens mange langsomme passager.

Once Upon a Time… in Hollywood er Tarantinos mest “modne” film til dato. Den læner sig ikke op ad selvsmagende gimmicks, eller uanede mængder vold og blod som erstatning for suspense. For noget atypisk er den nemlig et ualmindelig hyggeligt bekendtskab. Det er en fornøjelse, hver gang Brad Pitt er på skærmen, for han er om nogen indbegrebet af coolness, og det er ej heller at foragte, når hans modsætning, i form af Leonardo DiCaprio som den afdankede cowboy Rick Dalton, eksempelvis ikke kan huske sine replikker.

Man skal dog nok ikke forvente den største filmisk oplevelse. Det ville være synd og sige, at Sharon Tate spillede nogen væsentlig rolle i filmen, og den behøver på ingen måde at være næsten tre timer lang, med tanke på, hvor overraskende lidt suspense der er. Det er dog en hyggelig film, og den er værd at se, alene for at være i selskab med Brad Pitt og Leonardo DiCaprio, men også for at opleve en udgave af Hollywood, der ikke eksisterer længere – og måske i virkeligheden aldrig har gjort det.