En ren tragedie

Hotel Mumbai tager udgangspunkt i terrorangrebet fra 2008. Et meget omfattende og velorkestreret angreb udspillede sig i den indiske storby Mumbai, hvor en flok terrorister angreb nogle af byens travleste og mest befolkningsrige områder. På deres tur rundt ender de på det femstjernede hotel Taj Mahal Palace, hvor vi følger en række vidt forskellige mennesker, mens de desperate forsøger at redde sig selv, fra dette mareridtsscenarie.

Ingen helte i det virkelige liv
Til forskel for så mange andre film, der tager historier fra det virkelige liv, så gavner det faktisk filmen her. Det er ekstra ubehageligt at være vidne til den meningsløse vold, netop fordi man godt ved, at der ikke er nogen superhelt eller John McClane-lignende type, der pludselig dukker op for at redde dagen. Vi følger bare helt almindelige mennesker, der intet grusomt har gjort, men bliver sat i denne ulidelige situation.

Anthony Maras gør jo det han skal med sin film, fordi et terrorangreb bør være ubehageligt at sidde igennem, så jeg kan ikke sige, at missionen er mislykket. Han lykkes meget godt, med at portrættere hele terrorangrebet på dramatisk vis, dog uden at sensationalisere emnet på noget tidspunkt. Slutningen er måske lidt for naiv til min smag, men filmhåndværket er så godt, at det kompenserer for den lidt flade afslutning.

Hotel Mumbai, er på alle måder et gennemført drama og dækker en meget tidstypisk tragedie på anstændig vis. Man bliver rystet i sin grundvold af dette intense drama fra det virkelig liv. Det er heller ikke ligefrem behageligt at være vidne til, men det Maras og resten af holdet bag yder en enorm samfundstjeneste, ved at forsøger og afdække, hvad der er årsagen til, at mennesker kan udføre sådanne rædsler. Filmen er hård at se, men den fortjener alligevel at blive set.