En vidunderlig musikalsk udlægning af Elton Johns liv

Med den farverige plakat, der følger med til Rocketman, vil det nok, for de flestes vedkommende, lede tankerne mod Bohemian Rhapsody, der var sidste års helt store musikalske hit i biograferne. De to film har enkelte ligheder, de handler begge om britiske rock og pop ikoner, men derudover kunne de ikke være mere forskellige.

Mere musical end biografi
For filmen om Elton Johns liv, er ikke et klassisk biografisk drama om en musiker, som vi set det utallige gange før, men nærmere en musical over hans liv. Historien udspiller sig fra 1960’erne til 1990’erne, hvor der bliver gjort et stort nummer ud af at understrege, at dette ikke er en dokumentar, men en udforskning af mennesket Elton John, med hans musik som baggrundskulisse.

Det betyder, at ligesom i en musical, bliver virkeligheden mindre jordnær, men i stedet lettere magisk, og naturlovene svækkes, når der brydes ud i sang. Filmmediet får dermed sin berigtigelse, da det bliver udnyttet til at skabe helt vilde sekvenser, og portrættere Elton John på en måde, der ikke ville kunne lade sig gøre i noget andet medie.

For paradoksalt nok, er denne virkelighedsfjerne ramme med til, at vi kommer endnu tættere på livet af Reginald Dwight, som er hans rigtige navn. Fokus er ikke på at genskabe enkelte historiske nedslag, eller mindeværdige koncerter, men i stedet bliver musikken og sangene brugt, til at udtrykke Elton Johns følelser og personlighed, i de turbulente gennembrudsår, hvor hans liv var domineret af et kaos, bestående af sex, stoffer, alkohol og identitetsproblemer. Det hjælper også meget på helhedsoplevelsen, at alle skuespillerne, inklusiv Taron Egerton som Elton John, selv synger sangene, og er med til at gøre dem mere troværdige.

Taron Egerton af Elton John
Når det kommer til skuespillet, er Taron Egerton ikke bare en god sanger, men leverer også et meget sårbart og menneskeligt portræt af manden med de mange kostumer og plateau sko. Der er ingen tvivl om, at Elton John er en selvmodsigende skikkelse, da han både er indadvendt, men også ekstremt forfængelig og højtråbende, men gennem Egertons portræt og det kærlighedsløse liv, filmen udforsker, sidder man alligevel tilbage med et troværdigt portræt af ham som menneske. Resten af ensemblet er også velspillet, og selvom resten ikke får nær så meget skærmtid, bliver der alligevel sørget for, at ingen af dem er fuldstændig endimensionelle.

Rocketman er en vidunderlig magisk og eventyrlig musical over Elton Johns liv, der ikke holder sig tilbage, fra at vise det sure med det søde, og gøre det på en måde, som kun kan lade sig gøre gennem filmmediet. Taron Egerton ikke bare ligner, men leverer også en menneskelig udgave af Elton John, og det kombineret med en historie, der tør vise de uskønne sider af turbulent menneskes liv, og en masse god musik, har jeg ikke svært ved at anbefale filmen.