For lidt af det gode

Hvis ikke du nogensinde har været barn, så har du nok gjort et bekendtskab med den oprindelige Disney tegnefilm fra 1992. Historien er stadig den sammen, dog med et par moderne justeringer. Det handler stadig om gadedrengen Aladdin, der lever i Agrabah, hvor han stjæler til dagen og vejen i følgeskab med aben Abu. Alt ændrer sig dog, da han løber ind i prinsesse Jasmin, men eftersom han ikke er nogen prins, kan de ikke finde sammen. Heldigvis for ham, fører hans liv ham i retning af et stort eventyr, og mødet med en magisk lampe, og en ånd, der kan gøre hans ønsker til virkelighed.

Mere af det samme
Som du nok kan regne ud, er det ikke det helt store, som er blevet ændret i overgangen fra animation til live-action. Det er stadig en musical, og Alan Menkens sange er lige så mindeværdige som de var for næsten 30 år siden. Det er også stadig et klassisk eventyr, hvor to mennesker fra forskellige samfundslag mødes og bliver forelsket. Alligevel er meget af eventyret gået tabt. Koreografien under sangene er mindre kreativ, dyrene som Abu og Jago, er blottet for ansigtsudtryk og personlighed, og dramaet er mere selvhøjtideligt end i tegnefilmen, da der er sneget sig lidt samfundskritik ind i denne opdatering.

Flade karakterer
Den største ændring er af karakteren Jasmin. I et forsøg på at gøre Jasmin mere handlekraftig, er hun ikke længere en ung kvinde, der gerne vil opdage verden, men er i stedet sur over, at hun ikke kan få lov til at blive enehersker, og er tvunget til at finde en husbond. Jeg ved godt, at intentionen har været at give hende et personligt mål, der ikke nødvendigvis har noget med kærlighed at gøre, men resultatet bliver, at Jasmin og Aladdin ikke længere spejler sig i hinanden.

Aladdin er nemlig ikke blevet tilført mere drive, end hans ønske om at finde nogen, som vil holde af ham, for den han er. I stedet er han blevet langt mindre snu, og med undtagelse af en enkelt scene, er han ikke i stand til at bruge sin snusfornuft til at sno sig ud af problemer.

Jafar er også blevet til en megen uinteressant visir, der åbenlyst foragter alt og alle. Han er heller ikke længere en nederdrægtig skikkelse, men ligner mere en arabisk fotomodel, end en sur gammel mand. Værst står det dog til, når det kommer til Will Smith som lampens ånd. Der er ikke nogen, som ville kunne konkurrence med Robin Williams’ udgave, men måden de har forsøgt at omgå problemet er mildest talt, meget utiltalende.

For Will Smiths ego hviler som en skygge over hele filmen. Det er til en sådan grad, at ikke nok med, at han nu er meget mere involveret i plottet, så fokuserer hele rammefortællingen bogstaveligt talt om hans karakter. En andet irriterende følgevirkning er, at i et forsøg på at modernisere sangene, er det også blevet lidt for popet, og når Smith eksempelvis synger Arabiens nat er der lige lovlig meget auto-tune.

Produktionen redder eventyret
Alt er dog ikke forfærdeligt. Ligesom alle andre moderne Disney-produktioner er selve det filmiske og æstetiske håndværk helt i top. Der er ikke en finger at sætte på de flotte kostumer, de overdådige omgivelser, og det tilsyneladende uendelige budget til ekstravagante visuelle effekter. Det er en fryd for øjet at se denne moderne genindspil, og ligesom alle andre Disney-film, sikrer det for et enormt højt bundniveau, som gør, at man aldrig keder sig

Til trods for, at denne live-action genindspilning af Aladdin er 40 minutter længere, føles den på mange måder fattigere. Væk er meget af den finurlige charme, der gjorde originalen til sådan et behageligt og hyggeligt bekendtskab. Væk er de få nuancer, der gav karaktererne personlighed, til fordel for et ensemble, som tydeligt inddeles i de gode og de onde, uden de helt store personligheder. Will Smith er heller ikke nogen Robin Williams, selvom han gør sit bedste.

Historien leverer dog stadig et solidt eventyr, sangene er gode, og produktionen overdådig, men den kommer ikke oppe på siden af originalen.