En underholdende og værdig afsked med The Avengers

I Avengers: Endgame følger vi nok en gang superheltene fra Marvel-universet. Vores helte er virkelig ude i torvene, efter Thanos udslettede halvdelen af universet i den forrige film. De har dog ikke tænkt sige bare at give op, og vil nok en gang tage kampen op, mod den lilla hærfører – og det er vel så meget jeg kan skrive, uden at afsløre det egentlige plot.

Meget er skrevet og spekuleret omkring filmen, der er blevet markedsført som kulminationen på det hele, men det mest overraskende ved Avengers: Endgame er, at den faktisk er en meget anstændig film og en værdig afslutning på den 11 år lange rejse fra dengang Iron Man startede hele dette cinematiske univers.

Forstå mig ret, de tidligere film i serien har budt på solid underholdning, og karakterer, som er nemme at holde af. Deres narrative udtryk har dog altid lidt under, at filmskaberne nærmest har været bange for at skabe dybtfølte øjeblikke, eller dvæle ved menneskene, som trods alt er årsagen til at folk kan lide filmene. I stedet har kutymen været, at alle dramatiske øjeblikke blev punkteret af en fjollet joke, eller en meget upassende kommentar. Med andre, har Marvel altid vægtet det humoristiske højere end det spændingsfyldte. Sådan er det dog ikke i denne omgang.

En gribende blockbuster
For meget passende, som afslutningen på det hele, bliver der brugt rigtig meget tid på at dvæle ved karaktererne, som vi har fulgt i ualmindelig lang tid. Det er også meget mere sparsomt med actionsekvenserne, så når det endelig er tid til at slå de onde hårdt i ansigtet, bliver det gjort med tanken for, at narrativen også skal skubbes fremad. På samme måde sidder man også, for første gang i meget lang tid, og bliver faktisk grebet af dramaet, da det meget hurtigt går op for en, at konsekvenserne i denne film – med al sandsynlighed – faktisk kommer til at have en varig effekt.

Russo brødrene i instruktørstolen, forsøger også at skabe meget emotionelle øjeblikke, som følge af den endegyldighed som hele filmen emmer af. Det er dog ikke så vellykket som resten af filmen, da de virkelig malker de tragiske momenter, og skruer så meget op for patos, at det til sidst bliver for meget, men til gengæld forsøger de, i modsætning til de tidligere film.

Skal vi fortsætte med det negative, så er historien heller ikke noget man skal tænke for meget over. Selvfølgelig, uden at afsløre noget specifikt, giver fundamentet ikke logisk mening, men det er heldigvis ikke så meget mere fjollet, end en mand, der kan krympe sig selv ned til en myre, eller en tordengud, der hele tiden opfører sig upassende.

Karaktererne redder dagen som altid
Marvel-filmene har dog aldrig haft det primære fokus på narrativen, men i stedet på karaktererne, og er man fan af universet, bliver man heller ikke skuffet af deres interaktioner. De oprindelige Avengers har aldrig spillet bedre over for hinanden, og det er en fornøjelse at se, hvordan deres årelange stridigheder og respekt, endelig giver afkast, og resulterer i reel karakterudvikling. Der er også virkelig meget fanservice. De fleste karakterer fra tidligere film, dukker op på den ene eller andet måde, og det er noget som fans helt sikkert vil sætte stor pris på.

Avengers: Endgame, er på alle måder kulminationen på Marvel-universet. Den har alt, hvad fans kunne have håbet på. Den er først og fremmest, en anstændig film, der ikke bruger tid på at sælge fremtidige kapitler i serien, men udelukkende fortæller sin egen historier og gør det godt. Superheltene har aldrig været spillet bedre, og deres interaktionerne er en fornøjelse at være vidne til. Med undtagelse af et par mislykkede emotionelle øjeblikke, føles det virkelig som slutningen på det hele, særligt med tanke på, at der heller ikke er nogen scene efter rulleteksterne. Det er en værdig afsked med flere af karaktererne, og uden tvivl den største (og måske bedste) film Marvel nogensinde har produceret.