Straight Forward er ikke bare en co-produktion mellem Danmark og New Zealand, det fremstår også som en serie delt i to. Der er masser af hyggelig og lettere romantisk stemning i de flotte naturområder ovre i Oceanien, mens der i det ganske land udspiller sig et meget voldeligt svindeldrama, hvor vores Robin Hood-lignende tyveknægte, bliver jagtet af en den hårdkogte gangster ’Ravnen’. Midt i alt dette følger vi en rebelsk politibetjent spillet af Troels Lyby, der bare gerne vil have skovlen under på nogen af de kriminelle.

Slipper godt fra toneskiftet
På mange måder kan man sige, at filmen ikke bidrager med nogen nyt. Alle tre sideløbende historier, og selv det interpersonelle drama, er alt sammen noget, der er fortalt før og bedre. Det eneste unikke her, udover det tværkontinentale samarbejde er, at det hele er blandet sammen. I det store hele fungerer det også. Stemningsskiftet, ikke bare i det visuelle udtryk, men også narrativt, mellem det fredelige New Zealand og kolde Danmark, giver ikke på noget tidspunkt piskesmæld, selvom det meget nemt kunne have endt sådan.

Det skyldes hovedsageligt, at Sylvia (Cecillie Stenspil), der er det store bindeled mellem de to verdener, både er troværdig som livslang svindler, men med et inderligt ønske om at finde en mere romantisk tilværelse. Ensemblet bliver helt generelt ført an af kvinder, som eksisterer i kraft af deres narrative funktion, og ikke deres køn, hvilket altid er rart. Den feminine aura, gør også det romantiske sideplot mere forståeligt, hvorimod det måske kunne virke lidt mere lummert, hvis det i stedet var mænd, der hele tiden lagde an på kvinderne omkring sig.

Svagt manuskript
Havde historien været fortalt udelukkende fra Sylvias perspektiv, er jeg slet ikke i tvivl om, at serien ville fungere meget bedre. Desværre er det ikke en film, men en serie i otte afsnit, og derfor bliver fokusset også udvandet og spredt ud til skiftende karakterer, for at fylde spilletiden ud.

Det er heller ikke bare i det ufokuseret perspektiv, at serien lider, men også, at meget af dramaet i den første halvdel, bliver holdt kunstigt i live af Silvias datter Ida. Hun opfører sig som en irriterende stereotyp teenager, der kun skaber problemer, som kan skubbe historien dramatisk fremad. Denne form for klichefyldt og intetsigende konfliktskabelse, er selvsagt irriterende at være vidne til, men heldigvis tyder det på, at denne del af historien bliver afrundet halvvejs i serien.

Straight Forward, er en meget atypisk dansk/new zealandsk dramaserie. Ambitionerne er tårnhøje, og det lykkes da også at binde både det tunge voldsdrama og det mere sentimentale, forholdsvist troværdigt sammen. Cecilie Stenspil er også solid i hovedrollen. Desværre er manuskript bare slet ikke godt nok midt i tv-seriens guldalder. Der er for mange klichéer og til trods for det, er der også alt for mange karakterer, som er unødvendige for makroplottet. Serien er altså ikke enestående, men til gengæld kan man se alle afsnit på én gang, så man kan give serien en chance og hurtigt finde ud af, om det er noget en.

Hele første sæson af Straight Forward kan streames fra 17. april på Viaplay.