Hårrejsende uhygge, men også tungnem historiefortælling

I Jordan Peeles nyeste film følger vi kvinden Adelaide Wilson (Lupita Nyong’o), der tager afsted med sin familie på en weekendtur, til hendes gamle barndomshjem. Mystiske tilfældigheder begynder dog at finde sted, og Adelaide bliver også hurtigt bange for, at et traume fra hendes fortid, skal vise sig at sætte hendes familie i fare. De bange anelser bliver til virkelighed, for efter mørkets frembrud bliver familien mødt af fire mystiske skikkelser – deres dobbeltgængere.

Vil det hele på en gang
Us vil være for mange ting på en gang. Afhængig af hvilket familiemedlem, der er i fokus, er filmen enten højspændt dramatisk på bedste gysermaner, eller fuld af fladpandet oneliner komik, hvor folk siger en masse tonalt upassende kvikke bemærkninger, som var de med i en let komedie.

Alle scener med Lupita Nyong’o er rædselsfremkaldende. Hun leverer ganske enkelt en fremragende præstation, og når perspektivet skifter til hende, med sit gennemborende blik, er det, at filmen for alvor bliver uhyggelig. Til gengæld er resten af hendes familie underligt underudviklet og komiske i mere end en forstand. De punkterer de dramatiske scener alt for hurtigt, og fyrer alt for mange jokes af, til at man kan tage dem seriøst. Gennem hele filmen er der disse to stemninger, som hele tiden bekriger hinanden, og det er som om, at Peele gerne vil ramme så bredt som muligt, og have noget med til alle blandt publikum, men det sker på bekostning af en gennemført biografoplevelse.

Jeg vil dog gerne understrege, at selvom filmen til tider er tonedøv, er den også overvejende frygtindgydende. I skrivende stund er det godt og vel 12 timer siden jeg så filmen, og følelsen af ubehag er stadig i kroppen. Jeg er stadig lettere paranoid og fanger mig selv i at kigge mig over skulderen, for at se om jeg bliver forfulgt. Noget siger mig, at jeg ikke kommer til at sove helt trygt i nat. Så selvom jeg kan dekonstruere nogle af filmens mangler, er den i hvert fald uhyggelig, når den gerne vil være det, men det er (desværre) langt fra hele tiden.

Slutningen undergraver dramaet
For det kan godt være, at Peele er god til at konstruere enkelte gyselige scener og slipper godt fra hans komiske sidespring, men narrativet kollapser alligevel fuldstændig til sidst. Hele dobbeltgængerkonceptet er er meget jordbundent gennem filmen, og det fungerer også bedst, når det er af en uforklarlig, men troværdig karakter. Alligevel kan Peele ikke dy sig fra at komme med en rationel forklaring på dette mareridtsscenarie, via et afsluttende twist, der på alle måder underminerer historiens dramatiske kerne.

Min dom er måske meget hård, og visse andre film ville jeg nok ikke granske på samme detaljeorienterede måde, men når Jordan Peele selv lægger ambitionsniveauet så højt. Når han bruger de første 15 minutter på at skabe en skummel grundstemning, med lange indstillinger, rulletekster i starten, bombastisk operamusik, hans navn i centrum af billedet, og på alle måder giver indtrykket af, at han gerne vil skabe stor filmkunst, eller som minimum være en ny Tarantino, der laver originale og provokerende værker. Med alt dette in mente, så mener jeg også, at man godt kan forvente en bedre indre logik. Historien er ganske enkel for usammenhængende, og stemningen for humoristisk til, at filmen kan blive den fantastiske gyser, som det indledende koncept ellers lægger op til.

Us er en meget uhyggelig film til tider, men den er også alt for fjollet og manuskriptet lidt for selvsmagende til, at den vil blive husket som andet, end en solid gyserfilm.