Minions er en skæv, men kær fortælling, om hvordan de små håndlangere først kendt fra Despicable Me, igennem tusinder år søger efter den ultimative skurk at tjene. Men det er ikke så nemt som det lyder, og vejen dertil er ikke så ligetil, især ikke når de små minions har en skæbnesvanger evne til at foretage sig de mest uheldige handlinger i ethvert givent tidspunkt. Hvilket for dem og deres herre oftest medfører, at en uheldig situation kun udvikler sig til det værre for deres herre.

En dag bliver det for meget for de små Minions og de giver op med, at lede efter en ny skurk at følge, men dette ændrer sig da Kevin sammen med hans udvalgte følgesvende Bob og Stuart begiver sig ud for at finde den ultimative skurk.

Fjollet og kær, men ikke dybfølt
Rejsen for at finde den ultimative skurk er fuld af fare og sjov, og når Minionsne først får kontakt med moderne civilisation tager filmen for alvor fart, med et væld af sjove og skæve karaktere. Hvilket hurtigt får en til at trække på simle båndet, eller grine fornøjet. Men smilene og latteren er ikke konstant, og der mangler noget hvor karakterne skal løfte filmen med noget mere dybfølt. Dette kommer nok mest af alt, af at Minions har måtte betale for deres unægtelige nuttethed med ikke at kunne snakke andet end volapyk. Dette medfører at man aldrig kommer rigtigt ind på livet af vores superhelte da deres handlinger heller ikke får givet udtryk for noget mere dybfølt. Filmen bruger i stedet tiden på at forholde sig til de farverige, sjove action scener og de søde komediescener. Hvilket gør at filmen på den ene side aldrig formår at løfte sig og blive til mere end en børnefilm, men samtidig holder den på jorden, fri for formegen moralsk prædiken, hvilket gør at der er tid til at fokusere på det fjollede. Hvilket for biografforestillingens yngste deltager betød mange højlydte grin.

En sjov børnefilm for de mindste
Minions er derfor ikke en direkte dårlig film på grund af den mangelende karakterudvikling, eller dets fjollede præmis. For den garanterer, at de mindste er fornøjede hele vejen, og selvom dette kommer på bekostning af dybfølt dialog formår den stadig at give de voksne noget at more sig over, om det så er en kæk linje i manuskriptet eller soundtracket som er spækket med 60’er hits. Hits som pumpes ud af højtalerne for fuld styrke, så man ikke kan lade være med at tappe med foden imens Kink’s ”You Really got me” ledsager billederne af en intens kamp om kronen imellem dronningen og de små håndlangere igennem de engelske gader.

Resultatet er en sjov, farverig, fjollet, men kær børnefilm. Der på trods af dets manglende ambition formår at være engagerende og holde et godt tempo, der garanterer, at børnene sidder som suget til skærmen i filmens spilletid.