En okay, men lidt forudsigelig film

Instruktøren Peter Farrelly er ude på ny grund med Green Book, for normalt plejer han at være akkompagneret af sin bror Bobby som ’The Farrelly Brothers’, og deres CV lyder udelukkende på komedier såsom Dumb and Dumber, There’s Something About Mary osv. Med Green Book er Peter Farrelly for første gang på egen hånd, og så ovenikøbet med en dramafilm, der omhandler raceproblematikken i USA 1960’erne.

I filmen følger vi Viggo Mortensens italiensk-amerikanske karakter, Tony Lip, der tjener til dagen og vejen ved at være bodyguard og professionel ’bullshitter’ (som han selv kalder det). Da han i 1962 står uden arbejde i et par måneder, bliver han hyret til at være chauffør for pianisten Dr. Don Shirley (spillet af Mahershala Ali, som er med i alt for tiden), der skal på en to måneders tourné igennem de amerikanske sydstater. Tony’s job involverer meget mere end at være chauffør for Dr. Shirley, for det var (som bekendt) bestemt ikke let at være en sort mand i det amerikanske syd i 1960’erne, og mens Tony oplever de fordomsfulde sider af USA, bliver han også konfronteret med sine egne fordomme.

Ikke synderlig subtil
I sin debut som dramainstruktør, slipper Peter Farrelly ok afsted med det. Green Book er fint medrivende, og er gennemgående underholdende, med en del komiske elementer undervejs. Dog er filmen uden den helt store dybde – den er meget klassiske fortalt, og føles, kort sagt, ret forudsigelig. Man sidder lidt med en følelse af have set det hele før, da tematikken – især i disse dage – allerede er blevet vendt og drejet i tonsvis af andre film. Filmen er solidt fortalt, men den føles også meget hyggelig og sikker (selv når den forsøger ikke at være det) og der er lidt for meget feel-good over den. Det leder mine tanker hen på filmen Hidden Figures – fra for to år siden – hvor jeg sad med samme følelse af, at tematikken, og ikke mindst karaktererne, er meget firkantet skåret ud, og filmens udtryk ikke fremstår særlig subtilt.

Imponerende skuespil
Dog skal det ikke lyde som om at Green Book er en dårlig film, for det er den ikke. Noget der især er at fremhæve, er det gode skuespil. I hovedrollen som Tony er Viggo Mortensen så overbevisende som italiensk-amerikaner, at han kunne have spillet mafioso i et afsnit af ’The Sopranos’. Dog virker skildringen af de italiensk-amerikanske karakterer i filmen meget klichéfyldt. Alligevel er det nu en meget imponerende præstation af den halvt danske skuespiller, der efterhånden kan forvandle sig til hvem som helt. Ligeså god er Mahershala Ali som Dr. Shirley. Det kan godt være at Alis kalender er booket helt op for tiden, med alt det han medvirker i, men det ændrer ikke på at han simpelthen brillerer i alle roller han spiller. Kemien mellem Tony og Dr. Shirley er filmens drivkraft og Mortensen og Ali slår gnister imellem sig. Derudover skal altid gode Linda Cardellini som Tonys kone, Dolores, også fremhæves da hun sammen med Mortensen flot får udtrykt ømheden og kærligheden i Tony og Dolores’ ægteskab. Generelt set er det de følelsesmæssige forbindelser mellem karaktererne, der gør filmen værd at se.

Green Book er en ok film, der er meget klassisk fortalt, og som fremstår en kende forudsigelig og ikke særlig subtil. Dog skinner skuespillerne igennem, og relationerne mellem karaktererne virker ægte. Selvom filmen ikke som sådan er noget specielt, så sørger skuespillerne, og deres charme, imidlertid for at køre filmen nogenlunde hjem. I min vurdering af Green Book, ligger jeg et sted mellem 3 og 4 stjerner, men jeg må nok ende med at runde ned til 3, da jeg alligevel finder filmen en anelse for banal.