Dansk og amerikansk fantasy mødes

I Skammerens datter 2: Slangens gave, følger vi, ligesom etteren fra 2015, den unge pige Dina, der besidder de magiske skammerevner, og er på flugt fra den onde Drakan. En dag løber hun dog ind i en mystisk skikkelse, en såkaldt sortemester, som påstår, at han er hendes far. Dina vil intet have med ham at gøre, men da hendes bror Davin og fyrsten Nico bliver taget til fange af Drakan, bliver hun nødt til at bede om hendes fars hjælp, i håbet om at redde hendes venner, inden de bliver henrettet.

Fantasi i dansk målestok
Der har efterhånden været en del mislykkede forsøg på at skabe bombastiske dansk fantasyfilm. Vi skal ikke længere tilbage end december, for at finde en anden filmatisering af en Lene Kaaberbøl bogserie, nemlig Vildheks, der ikke helt kunne matche bogens univers. Det er også noget af en stor opgave, da de danske budgetter slet ikke er i samme størrelsesorden, som de amerikanske produktioner.

Vi er som filmpublikum blevet forkælet gennem årtier af amerikanske milliardproduktioner, fuld af computergenerede effekter, hvor der ikke bliver sparet på noget. De samme budgetter kan danske produktioner, af naturlige årsager, selvsagt ikke hamle op med. Til gengæld kan dansk film bryste sig af at have en langt mere naturalistisk karakterisering af sine persongallerier, end de amerikanske studiefilm.

Med Skammerens Datter 2: Slangens gave støder de to vidt forskellige traditioner imod hinanden, og i dette tilfælde svækker de hinanden.

Lommefilosofiske replikker
Der bliver brugt for meget tid på at få billederne til at se pæne, på bekostning af karakteriseringen og dialogen, der er så forenklet og lommefilosofisk, at det er svært at hive meget indhold ud af den. I forlængelse af dette er manuskriptet også meget forhastet. I stedet for at give sig tid til at skabe dybde hos i hvert fald de vigtigste karakterer, har filmskaberne i stedet valgt at skynde sig igennem to bøger på under to timer, hvilket andet lige gør, at der ikke er så meget tid, til at dvæle ved de enkelte øjeblikke.

De danske skuespillere finder sig tydeligt heller ikke så godt tilpas i denne setting, og det er da også en smule paradoksalt, at nordmanden Jakob Oftebro, giver den mest naturlige levering af de danske replikker. Der er også et par enkelte skuespillere, som Nicolas Bro og Dejan Cukic, der enten er fejlcastet, eller opfører sig, som var de med i en langt mere selvhøjtidelig film, end tonen ellers lægger op til.

Når alt dette er sagt, så er Skammerens datter 2: Slangens gave stadig den flotteste danske fantasyproduktion. Farverne er overdådige, kostumerne er flotte, og slangen er også godt animeret, når den endelig viser sig frem. Men, der dog en god grund til, at det stadig ikke er lykkes at skabe et dansk fantasyunivers, som fremstår naturligt. Budgettet er ganske enkelt ikke til det, alt føles småt, og actionsekvenserne er ovre næsten inden de er begyndt.

Hvis man er fan af bogserien, kan det være, man vil finde det sjovt og se bogen komme til live på filmlærred, men hvis ikke man allerede er fan, tror jeg ikke mange vil blive tilfredsstillet, når der er så mange andre bedre og større tilbud fra den internationale filmindustri.