Lige oven på en folketingsvalg, der i høj grad har handlet om frygten for mennesker, som vi ikke kender, kunne filmen Pride ikke være udkommet på et bedre tidspunkt.
I filmen tager vi tilbage til 80’erne, i Thatchers England. Flere tusinde minearbejdere står til at blive fyret, på grund af besparelser, og derfor er de gået på en kollektiv strejke. Arbejderne bliver mildest talt behandlet skamløst dårligt, men i en anden af England sidder en gruppe mennesker, der er ligeså udsat som minearbejderne, det er de homoseksuelle. De homoseksuelle har svært ved at brænde igennem og blive anerkendt som værdige mennesker, så da de oplever andre bliver behandlet på samme måde, danner en flok venner gruppen, LGSM (Lesbians and Gays Support the Miners), for at vise deres værd og ikke mindst hjælpe minearbejderne.
En svær begyndelse.
Det er en sand historie, og det giver begivenhederne en vis tyngde, også selvom det ikke altid virker særligt ukonstrueret.
For hjælpen fra LGSM bliver i begyndelsen afvist, da hele befolkningens opfattelse af de homoseksuelle er farvede af den meget negative omtale de har i medierne, men efterhånden som LGSM bliver ved med at stå fast, løsriver de deres fasttømrede forståelse af dem som undermennesker, sådan næsten.
Det er virkelig opløftende at se, hvordan begge parters fordomme om hinanden bliver gjort til skamme efterhånden som de lærer hinanden at kende, og det bliver gjort med en sådan varme og autenticitet, at man bare bliver glad, når venskaber dannes.
Plottet er tyndt.
Men selvom den ”historiske historie” har hjertet på rette sted, og meget nænsomt skaber en vis dybde til det store persongalleri, så er plottet så klassisk som det overhovedet kan være. Som du nok har lagt mærke til, så er der ikke blevet sagt særlig meget om personerne i LGSM, og det er også fordi, de ikke er synderlig originale. Vi har den rapkæftede leder, drengen, der ikke tør springe ud for sine forældre, ham den excentriske, der i virkeligheden er sørgmodig, og sådan fortsætter listen.
Det er bare ærgerligt, når man har så god en historie, at karakterudviklingen er så forudsigelig.
Pride er en klassisk opløftende britisk film, hvor man bliver glad samtidig med, at begivenhederne virker autentiske og oprigtige. Karaktererne er måske ikke de mest opfindsomme skikkelser, men historien så godt fortalt, og har aldrig været mere højaktuel igen, at man bliver nødt til at se filmen.
- Release Date: 6/18/2015