En fornem lille kærlighedshistorie
I Cold War følger vi kærlighedshistorien mellem Zula (Joanna Kulig) og Wictor (Tomasz Kot). De er begge musikere i efterkrigstidens Østeuropa, og selvom de kommer fra vidt forskellige kår, så bliver de hurtigt forelsket. Problemerne opstår dog, da de bliver sat til at rejse rundt og sprede de kommunistiske budskaber, for at tilfredsstille styret. De bliver stillet over for umulige valg, og dem de træffer, kommer til at have konsekvenser for resten af deres liv.
Fokuseret filmarbejde
Det er altid modigt at gå imod strømmen og lave en film, der er i sort-hvid, for så er der et lag mindre af visuelle effekter, som man kan skjule ens historie bag. I forlængelse af det farveløse billede, er der heller ikke et hav af unødvendige gimmicks, der bliver taget i brug, for at distrahere publikum. Fokus er udelukkende på forholdet mellem de to protagonister og ikke så meget andet.
Meget langt henne af vejen går tingene også op i en højere enhed, fordi samspillet mellem Joanna Kulig og Tomasz Kot er så autentisk og naturligt, at man ikke behøver nogen effekter for at være interesseret i deres liv. Derfor rammer det også ekstra hårdt, når tingene (selvfølgelig) ikke udvikler sig efter planen. Desværre betyder det også, at når historien ikke er tro mod karaktererne, for at skabe et unødvendigt drama henimod slutningen, klinger det utroligt hult og ender med at være ødelæggende for helhedsoplevelsen.
Cold War er en tragisk kærlighedshistorie, om to kunsteriske sjæle, der bliver ødelagt af deres omgivelser. Det kan godt være, at filmen er i sort-hvid og foregår under den kolde krig, men det er (desværre) stadig ekstremt højaktuelt, at to menneskers drømme bliver kvalt, ikke fordi er onde, men fordi de ikke passer ind i det samfund, som den herskende klasse gerne vil have. De to skuespillere er helt fantastiske, og deres samspil er oceaner bedre end samspillet med Bradley Cooper og Lady Gaga, der også er biografaktuelle med en anden film om to musikere, der bliver forelsket. Min største anke er derfor ikke med skuespillet, men at slutningen desværre ødelægger en ellers meget intim og fornem kærlighedshistorie, og forhindrer filmen i at blive noget helt særligt.
- Release Date: 12/13/2018