En konventionel actionfilm med Lisbeth Salander
I The Girl in the Spider’s Web får vi for første gang en filmatisering af den fjerde bog om Lisbeth Salander, der på dansk hedder Det der ikke slår os ihjel. Salander er blevet lidt af en selvtægtskvinde, der i skjul hjælper kvinder i Stockholm med at få sat deres uduelige mænd på plads, og får gennem hendes evner som hacker skabt en smule retfærdig.
Det hele ændrer sig dog, da hun bliver tilbudt en umulige mission, som hun bare ikke kan sige nej til. Tingene går dog ikke som forventet, og hun bliver derfor nødt til at opsøge Mikael Blomkvist igen for at få rettet tingene op, alt imens hendes skjulte fortid begynder at vende tilbage til overfladen.
En amerikaniseret udgave
Den mest slående forandring ved denne nye film i Millenium universet om hackeren Lisbeth Salander, er ikke det nye ensemble, eller for den sags skyld et markant anderledes visuelt udtryk, men at manuskriptet er blevet langt mere strømlinet og amerikaniseret.
Plottet bliver ikke drevet et mysterium og en uhyggelig grundstemning, som det var tilfældet i både den svenske filmtrilogi og Finchers film for syv år siden. I stedet er det et MacGuffin-plot, hvor alle aktørerne i historien gerne vil have fat i en computer, som kan give ejer utrolig magt. Det siger derfor næsten sig selv, at der ikke er særlig meget kød på fortællingen, og den personlige forbindelse Salander har til de onde, er mere melodramatisk end dybsindig. Et handlingsforløb som dette er derfor, heller ikke overraskende, ikke egnet til så meget andet end spændingsfilm, hvor vi skal have en masse actionsekvenser – og det er netop også i stuntafdelingen, at der er blevet skruet gevaldigt op for spektaklet.
Fokus på action
Personligt har jeg aldrig tænkt på Lisbeth Salander som en Jason Bourne-lignende hacker, der er så god til at forudse og forstå menneskerne omkring hende, at hun eksempelvis kan snige sig ind i en lufthavn ubemærket, selvom hun bliver jagtet af politiet, banke store håndlangere og narre NSA’s bedste hacker til at gøre, lige hvad der passer hende.
Der er lidt for meget superhelt over hende denne gang, og det giver selvfølgelig et par flotte actionsekvenser undervejs, hvor særligt en længere sekvens, der eskalerer fra slåskamp til biljagt, er værd at fremhæve. Alt dette sker dog på bekostning af det menneskelige element, hvor hverken manuskriptet eller karaktererne kan løfte sig ud af klichéerne.
Man ville f.eks. slet ikke tænke på, at journalisten Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander har nogen fortid, hvis ikke de var fordi andre personer omkring dem hele tiden nævner det. For de to nye skuespillere har ingen kemi, og næsten heller ikke nogen scener sammen, som skulle lede en til at tro, at de på noget tidspunkt har holdt af hinanden.
Når det så er sagt og skrevet, er Claire Foy slet ikke nogen ringe Salander. Hun er langt fra være den engelske Dronning, eller Neil Armstrongs kone, og udstråler her en fandenivoldskhed, der er meget passende for en punker, der er meget sur på verden.
Desværre lykkes det aldrig for The Girl in the Spider’s Web at hæve sig over det meget konventionelle manuskript, der ikke bidrager med en eneste ny idé. Som sagt er Claire Foy god i hovedrollen, og der er også et par flotte actionsekvenser undervejs, men der er ikke nok indhold i selve filmen, til at gøre det til mere end en temmelig ordinær spændingsfilm.
