Tandløst biografisk drama
I Bohemian Rhapsody får vi historien om rockgruppen Queen, der anført af forsangeren Freddie Mercury, skabte en lang række fantastiske hits i løbet af 70’erne og 80’erne. Bag succes kæmpede Mercury dog med at finde sin sig selv og sin seksualitet – og det er netop det drama, som filmen fokuserer på.
Først og fremmest, er Rami Malek rigtig god som Freddie Mercury. Han ligner ham ikke vildt meget, men formår alligevel at skabe en større dybde, end det som står skrevet i manuskriptet. Historien glider meget let og overfladisk henover hans liv, men der bliver i det mindste brugt tid på at vise både hans gode og dårlige sider. Den samme interesse kan man dog ikke sige, at filmen har for de andre bandmedlemmer.
Pæn og poleret
Brian May bliver krediteret for at have fundet på We Will Rock You, mens John Deacon er manden bag Another One Bites the Dust, men udover deres bidrag til gruppens musikkatalog, så er de tre andre medlemmer i Queen, ganske enkelt nogle spejderdrenge. Efter gruppen får succes og historien springer frem lever alle de andre fredelige og idylliske liv med koner og børn, og de har slet ikke nok skærmtid til, at de overhovedet kan have nogen dybde, der er større end, at de synes Freddie er temmelig irriterende, når han dukker op fuld i studiet. Deres passive rolle i filmens historie, er dog tydeligvis bevidst, for det handler i høj grad om at fremstille dem i et positivt lys, også selvom det sker på bekostning af filmoplevelsen.
Det samme gør sig også gældende for skildringen af Mercurys seksualitet. Selvom filmen ikke på noget tidspunkt ligger skjul på, at var homoseksuel, så er hans livs kærlighed en kvinde, som han holder af gennem hele sit liv, og hun er tilfældigvis også den eneste, som vi faktisk ser, at Freddie Mercury går i seng med, hvilket er lidt besynderligt narrativt valg. Ligeledes er det også mærkværdigt, at Mercurys stofmisbrug, promiskuriøsitet og adfærdsproblemer, alle leder mod én konnotation, at det er hans homoseksualitet, der er årsagen, til alle hans problemer. Det var nok ikke filmskabernes hensigt, men det kan meget tolkes som værende roden til mange af Mercurys livsproblemer.
1-til-1 rekonstruktion af koncerter
Hvor filmskaberne har fejlet i deres skildring af Freddie Mercury, så står det noget bedre til, når det kommer til musikken. Anført af Malek bliver flere af Queens mest kendte turnéeoptrædener genskabt, og vi bliver fodret med så mange af bandets største hits, at de fleste nok får lyst til at mere, når de går ud af biografen. Filmen slutter endda med en 20 minutter lang genopførsel af gruppens Live Aid koncert fra 1985 i Wembley. Det er en flot rekonstruktion af showet, og på mange måder føles det som om, man var til stede, da de optrådte – måske i virkeligheden for meget.
For selvom det er flot genskabt, så er det hele også lipsync. Malek forsøger ikke engang at give sit bud på, hvordan sange som Bohemian Rhapsody kunne lyde anført af ham. Der er intet i vejen for at bruge lyden fra de oprindelige optagelser, men når der er så stort et fokus på rekonstruktioner af koncerter, og der så ikke bliver tilført noget nyt, så kunne man vel lige så godt bare gense originalen.
Rami Malek er fantastisk som Freddie Mercury i Bohemian Rhapsody, men resten af filmen kan ikke leve op til hans præstation. Det er simpelthen for fantasiløs, sikkert og alt for velpoleret et portræt, der bliver tegnet af gruppen. Det eneste drama udspringer af Mercurys seksualitet, er det så overfladisk, at vi aldrig lærer mere end, at han var homoseksuel, hvilket det fleste nok vidste i forvejen.
