Et livsportræt af en indadvendt kunstner

I denne portrætdokumentar forsøger Heather Lenz at give os et indblik i den japanske kunstner og forfatter Yayoi Kusama, som de fleste nok kender fra hendes udstilling på Louisiana for et par år siden. Gennem dokumentaren får vi hendes livshistorie, helt fra barnsben, henover 1960’erne, hvor hun blev set ned på, fordi hun var kvinde, og så til nutiden, hvor hun er blevet en anerkendt og velanset kunstner.

Historien bliver fortalt vekslende mellem ekspertinterview og observerende optagelser af Kusama selv, der hjemme i Japan udfolder sin kunstneriske drivkraft i sit atelier.

En forherliget afbildning
Kusama er så tæt på at være en fanfilm, som det overhovedet kan lade sig gøre. Der er ingen tvivl om, at instruktør Heather Lenz forguder Yayoi Kusama, og det skinner igennem alle aspekter af filmen. Der er masser af interviews med kunstkendere og eksperter, der guider os gennem hele hendes liv, og selvom Kusama ikke selv er så glad for rampelyset, så lærer vi hende i hvert fald forholdsvis godt at kende.

Denne beundring for titelpersonen betyder dog også, at de kanter og riser i lakken, der unægteligt følger med, når man lever sit liv, ikke er til stede i dette portræt. Man kan selvfølgelig ikke klandre en filmskaber for at ville fremlægge en person i et bevidst perspektiv, og så endda lykkes meget godt med det, men det forhindrer også filmen i at blive en komplet og afrundet fortælling om mennesket Kusama.

Vi kommer som følge heraf aldrig rigtig ind på livet af mennesket bag pletterne, og når hun er så indadvendt som hun er, og tilsyneladende uinteresseret i hele projektet, så står man tilbage med en lidt tom fornemmelse. Det er også letter ironisk, at en kunstner, der intet ønske har om at være mainstream, bliver udlagt i en meget amerikansk og didaktisk indpakning. Derfor er filmen også kun for de allerede indviede, da vi ikke lærer så meget nyt i løbet af 86 minutter dokumentaren varer.