En usammenhængende superheltefilm

Efter mere en 10 års ventetid, får vi endelig en solofilm om Spider-Mans mest populære skurk, Venom. I filmen følger vi den hårdtslående reporter Eddie Brock, spillet af Tom Hardy, der kommer på sporet af en meget ond og magtfuld organisation, som kynisk slår mennesker ihjel i forbindelse med deres hemmelige eksperimenter. Eddie er dog blot én enkelt person, så det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at han ikke har så meget succes med hans journalistiske arbejde. Og ikke nok med det, så ender han også ved et tilfælde med at blive inficeret af en symbiotisk alien, der kalder sig selv for Venom, og ikke ligefrem er en venligsindet indvandrer fra det ydre rum.

En stor rodebutik
Det største problem med Venom er, at den ingen personlighed har. Ganske vidst, er man aldrig i tvivl om, at der er blevet brugt rigtig mange penge på de billeder, der bliver projekteret op på lærred, men der mangler en kontinuitet og sammenhæng i det endelige produkt.

Tonalt spænder filmen en kende for bredt. I den første halve time er historien meget selvhøjtidelig, og tager sine karakterer og science-fiction elementer meget seriøst, med klare budskaber om klimaforandring og magtkorruption. Der er ikke den store dybde i behandlingen er hverken personerne, eller emnerne for den sags skyld, men tonen er meget sober.

Alt dette ændrer sig dog, da symbioten ’Venom’ træder ind på scenen, hvorefter vi i den næste timen pludselig er vidne til en buddy-komedie – hvor den ene person, tilfældigvis også godt kan lide at spise mennesker. Alt dette fører i sidste ende til et utroværdigt og forhastet klimaks, hvor de fleste nok vil have svært ved at finde en mening efterfølgende.

Hvis så skuespillerne eller effekterne havde været enestående, ville det havde været et stort plaster på filmen, som trods alt handler mere om det visuelle spektakel, end om at aktivere tankevirksomheden hos publikum.

Fejlcastet
Desværre er der ikke nogen, som passer synderlig godt ind i filmen. Eddie Brock er verdens bedste dybdegående journalist, men kan intet regne ud i filmen, hvis ikke det bliver forklaret direkte til ham. Hans kæreste har intet drive i filmen, selvom hun ellers bliver spillet af Michelle Williams, som kan være en dygtig skuespiller, og Riz Ahmed, der spiller skurken, virker som om han er med i en helt anden film, end resten af ensemblet.

Effekterne minder også mere om den nye Ghostbusters, og er slet ikke frygtindgydende som f.eks. Jeff Goldblums udseende i The Fly. Det fremstår mere børnevenligt, end skrækindjagende, som ellers er hele tiltrækningskraften ved karakteren Venom. Til trods for dette, er det værd og fremhæve, at filmen har fået en aldersgrænse på 15 år i Danmark, så det yngre teenagepublikum, som meget af humoren og actionsekvenserne er henvendt til, kan ikke få lov til at se filmen.

Venom er ikke nogen fantastisk film på nogen måde. Ingen af enkeltelementerne er synderlig ekstraordinære, historien er usammenhængende, og med undtagelse af få øjeblikke, er der heller ikke synderlig meget, som er mindeværdigt ved postyret. Alligevel var filmen aldrig decideret kedelig, og selvom filmen er svær at anbefale, så er det værd at fremhæve, at til trods for alle dens mangler, så er den relativ kort, og absurd nok i dens sammenklistrede natur til, at man sagtens kan holde fokus – så længe det var.