Søskendeparret Patrik og Julie Schelde er rejst fra Århus til København for at deltage i en familiefest og en begravelse for deres fars tidligere kollega. Vi følger dem under hele deres ophold på hotellet op til deres check-ud. Stille lærer vi dem at kende, og lærer om den tragedie, der har vendt op og ned på Patriks liv.

Jeg vil starte med at sige, at denne film kræver en stor tålmodighed. Filmen gør brug af mange lange scener, hvor vi blot følger deres handlinger. Patrik er hovedpersonen, og det er dermed ham, vi ser og lærer bedst at kende. Vi ser ham gå igennem hotellet, træne, svømme, se tv og meget mere med en snært af melankoli i alle scener. Patrik er utrolig alene, ensom og kæmper med en sorg om hans kone, Lotte, som vi hører mere om, som filmen udvikler sig.

Udover temaet rummer sorg og ensomhed, er søskendes forhold til hinanden også i centrum. De minder utrolig meget om hinanden, selvom deres adfærd er vildt forskellig. Ensomhed findes i mange former, og det synes jeg filmen også viser på sin helt egen måde uden at tydeliggøre det, eller tvære det ud på publikum.

Man kan godt mærke, at dette er en spillefilmdebut for Klaus Møller Nielsen, for der er nogle følelser, som jeg ikke mærker helt under huden; om et har noget med skuespillet eller instruktør at gøre, kan jeg ikke helt sætte fingeren på. Dét der reelt rørte mig, var at jeg kunne spejle følelsen, men det var ikke grundet filmen i sig selv; og det er ærgerligt for alle dem, der ikke kan spejle eller identificere sig med ensomhed eller sorg.