Kasper Juhls nye film, handler om en rædselsfuld sorg, der tilstøder et søskendepar, og deres bearbejdelse af sorgen, har lige så grufulde konsekvenser som de følelser de stammer fra.

Som horrorfilm er Månebrand ganske udmærket. Den er ubehagelig at sidde igennem, dog ikke så meget, som man kunne frygte ved første øjekast. Enkelte scener er virkelig hårdtslående at være vidne til, og når det fungerer, så er det ualmindelig dramatisk.

Filmen lider dog under at være skabt på en meget improviserende vis. Der er flere passager, hvor man tydeligt kan se, at scenerne er blevet støbt efterhånden som de har udspiller sig på settet. Særligt henimod slutningen bliver det derfor meget langtrukken, fordi man godt kan regne ud, hvor det hele bærer hen, og der savner man lidt, at der havde været et lidt mere stramt manuskript, som kunne have skabt et strammere og bedre flow i filmen.

Månebrand er dog på alle måder ikke en didaktisk proces, hvor vi bliver fodret et belærende budskab og skal sympatisere med søskendeparret. I stedet er den en stemningspræget oplevelse, som bliver båret af skuespillerne – og på det parameter er den en dundrende succes.

Johannes Nymark og Mie Gren, som spiller søskendeparret, er intense på hver deres måde, og legemliggør henholdsvis den introverte og ekstroverte sorg. De er virkelig dygtige begge to, og i særdeleshed Mie Gren er på alle måder en født filmstjerne. Så selvom jeg aldrig sympatiserede med deres handlinger, så blev jeg alligevel draget ind i deres tumulte følelsesmæssige univers.

Der er noget beundringsværdig over, at hvis du gerne vil se Månebrand, så skal det også være på Kasper Juhls præmisser. Filmen er ikke skræddersyet til at ramme så bredt et publikum som muligt, så der er ingen garanti for, at du som læser denne anmeldelse vil have den samme reaktion som mig – tværtimod. Det er virkelig fedt, at der stadig findes auteurs, inden for den danske filmindustri.