En rigtig fransk portrætfilm

I Aurore – 50 somre, følger vi den modne titelkarakter, der lige har rundet et halvt århundrede. Tingene kører dog ikke rigtig for hende – i mere end en forstand. Overgangsalderen er indtrådt, hun skal snart være bedstemor, og så står hun også til at miste sit triste arbejde på en café. Da hun så pludselig en dag løber ind i sit livs første kærlighed, beslutter hun sig for at kaste sig ud i kærligheden, for at finde sig selv, og forhåbentlig bevise, at hun er mere end blot ”bedstemor”.

Enkelt, men effektivt
Det er en meget enkel portrætfilm, hvor vi begiver os igennem hele det følelsesmæssige spektrum i et forsøg på at komme ind på livet af én karakter. Plottet er ikke synderlig overraskende, men Blandine Lenoir viser med charme og varme, hvordan en alder på 50, ikke er noget at skamme sig over.

Filmen er varm på den helt særlige måde, som kun franske film kan være det. Den er fuld af charme, skæve karakterer, der alle har en masse kvikke bemærkninger gemt i ærmet, men desværre rummer den også alle de fordomme, der er om filmlandet. Det udmunder sig nemlig i et meget intellektuelt budskab. Hermed skal der dog ikke forstås, at karaktererne er mere end todimensionelle, eller at moralen er god, men derimod, at fokus er mere på at minde en om, at man ser en film, i stedet for at skabe en dragende oplevelse, hvor man helt glemmer, at man sidder og ser en film.

Så savner du en solid fransk film, nu i disse kolde tider, er Blandine Lenoir et godt bekendtskab, men en film, der bliver hænger er Aurore dog aldrig.