En (stadig) højaktuel film

Man kan mærke, at Spike Lee stadig er en vred og indigneret man, og det er meget passende for den historie, som han har valgt at bide tænderne i denne gang. Ku Klux Klan er ikke en organisation, som de fleste vil forbinde med særlig mange morsomheder, men alligevel lykkedes for det for Lee, at gøre grin med organisationen og stadig forholde sig sagligt ved at fortælle en historie, der udspringer fra virkeligheden.

I BlacKkKlansman følger vi den første sorte betjent i Colorado Spring, Ron Stallworth, der i ren frustration ringer til Ku Kux Klan og udgiver sig for at være hvid. Det går bedre end forventet, og pludselig står han i spidsen for en undercover-operation, hvor han med hjælp fra en af sine kollegarer som fysisk dobbeltgænger, faktisk ender med at infiltrere Klanen.

Det er en fuldstændig absurd historie, men ikke ligefrem sjov. Karaktererne rummer derimod masser af humor, og sørger hele tiden for at finde det komiske i enhver given situation, men hele tiden på en meget troværdig måde. Det hjælper også på stemningen, at storvesiren, David Duke, bliver spillet af Topher Grace fra That 70’s Show, som er en lille spirrevip, man helt automatisk griner af.

Skuespillerne forhindrer filmen i at blive didaktisk
Samspillet mellem Adam Driver og John David Washington er den helt store drivkraft i filmen, og det er heldigt, for de fungerer bare godt sammen. Roy er den første sorte betjent i afdeling og selvom Drivers karakter ikke har den helt store forståelse for Roys livsvilkår, så begynder han at værdsætte problemerne mere, efterhånden som han selv får lov at føle, hvordan det er hele tiden at blive reduceret til ens forfædre fødested, og hvordan man ser ud.

Man må også bare tage hatten af for, at Adam Driver efterhånden er ved at være en garanti for en vidunderlig filmoplevelse, når han selv får lov til at vælge projektet.

Tingene kører helt naturligt afsted, men instruktør Spike Lee kan selvfølgelig alligevel ikke dy sig for at blive en tand for belærende. Gennem det meste af filmen er budskabet dog en smule mudret, fordi han tilsyneladende faktisk også viser, at minoriteternes oprørsbevægelse deler meget af Klanens verdenssyn, bare med omvendt hudfarve. Det er nok mig, der ligger en korrelation mellem de to grupper, som end ikke Lee selv har tænkt på, men det er muligt at finde en vis dybde i den ellers lette fortælling.

Det er lige ind til vi når slutning, hvor vi bliver serveret for noget af et ‘wake-up call’ af en montage, hvor vi lige bliver mindet om, at ganske vidst er dette en lidt finurlig fortælling fra 1970’erne, men disse uhyrligheder hører altså ikke fortiden tid.