I Paul Danos instruktørdebut giver han os et underspillet og afdæmpet drama om en skilsmisse i 1960’erne fortalt fra teenagedrengens perspektiv. I et roligt tempo, med lidt længere indstillinger end et moderne publikum er vant til, følger vi den indadvendte Joes følesesliv, fanget mellem selvoptagede forældre og et forsøg på at finde sin plads i verden.

Med meget subtile virkemidler, som eksempelvis hældningen på kameraet, formår Dano at skabe en temmelig urolig stemning. Joe ønsker, ligesom alle andre børn, at hans forældre skal finde sammen igen, men det er også meget klart ude fra, at det nok ikke kommer til at ske.

Jake Gyllenhaal er dybt ubehagelig som faren – på den gode måde. Det er ikke fordi han er den arketype mand, som banker konen, men han er alligevel så såret på sin stolthed, at man aldrig helt ved, hvad han kan finde på. Carey Mulligan er også fremragende, som moderen, der går fuldstændig i barndom, og giver et nuanceret bud på, hvordan en fraværende mor er noget af det mest skadelige for et barn.

Det er en stor emotionel oplevelse, særligt hvis man selv er en smule indadvendt, og den efterlader en med en masse at tænke og tale om, efter biograftæppet er trukket for igen.