Hollywood-udgaven af forholdet mellem forældre og stofmisbruger. I filmen følger vi den unge Nick, der er det rene vidunderbarn. Han er dygtig i skolen og kreativ, så hele verden står åben for ham.

Fra første færd står det klart, at publikum skal græde, og alle tænkelige kneb bliver taget i brug. Der er både flashbacks til Nick som dreng og lille barn, øredøvende indiepop, ekstremt stofmisbrug og folk, der råber ad hinanden, mens de græder. Filmskaberne virker faktisk så desperate efter at skabe rørende øjeblikke, at de i flere situationer ender med at glorificere indtagelsen af stoffer som overjordisk, selvom det nok ikke var intentionen.

Som indadvendt dansker er det hele lidt for manipulerende og så overdrevet, at det er svært at leve sig ind i filmen. Man bliver bare bombarderet med de helt store følelser, til en sådan grad, at karaktererne ikke fremstår som mennesker. Og så hjælper det ikke på det, at Holly og Michael fra The Office (Amy Ryan og Steve Carell), spiller forældrene til Nick, så det er meget svært at tage dem seriøst, når de råber af hinanden her.

Timothée Chalamet gør hvad han kan i rollen som Nick, men ligesom resten af filmen er han også skruet helt op på et overgearet niveau af ansigtsudtryk og forkrampede gestikulationer. Alt er bare for meget, og slutninger sætter bare tyk streng under, at man ikke kender de mennesker, som vi har fuldt i de sidste to timer.