Min nye veninde er ikke den store omvæltning af kærlighedsfortællingen, som den ellers gerne vil være.

Kærlighed er en mærkelig ting. For de fleste mennesker er det ikke til at finde hoved og hale i, hvad man føler og hvem man inderst inde er forelsket i. Det, for nogen besværlige fænomen, er ikke blevet lettere med tid, efterhånden som de seksuelle barriere er blevet oplyst, og alt er blevet tilladt, men hvad gør man så?

Min nye veninde er et moderne romantisk drama, hvor vi følger en flok meget forvirrede mennesker, der prøver at finde sig selv, uden at gøre sig selv for sårbare. For det hele starter med, at Claire mister sin barndomsveninde til en uhelbredelig sygdom, hvor hun efterlader sig et spædbarn og en enkemand, David, som Claire lover at tage sig af. Det lader til at filmen skal handle om Claire og hendes udfordringer efter venindes død, men det hele tager en uventet drejning, da Claire opdager, at David godt kan lide at klæde sig ud som en kvinde.

Dette er udgangspunktet for en rejse, hvor de to sorgfulde sjæle skal lære hinanden og dem selv bedre at kende. Til at starte med er det er et forsøg på at fortælle en meget sympatisk historie om, hvordan kærlighed ikke kender nogle grænser eller nogle former, og vores fordomme bliver da også udfordret, men det falder lidt til jorden, eftersom de begge, paradoksalt nok, er virkelig usympatiske.

Misforstå mig ikke, der er skam ikke noget i vejen med, at de er forvirrede, det er faktisk filmens største styrke, men der bruges ikke meget tid på at afdække konsekvenserne for Davids spædbarn Lucie, og Claires mand, Gilles, ender på trods af hans umådelig forstående og hjælpsomme natur, alligevel som en stakkels tøffelhelt, fordi der ikke er nogen, der tilsyneladende holder af ham.

Man kan argumentere for, at det i virkeligheden er en del af filmens budskab, men eftersom filmen flere steder forsøger at være morsom, men hele tiden fejler, som virker det mere som om filmskaberne har skruet historien helt forkert sammen.

Anaïs Demoustier er en åbenbaring.
Alt er dog ikke dårligt, for særligt Anaïs Demoustier er helt fænomenal som Claire. Hun er den mest forvirrede karakterer i en meget forvirret film, men på trods af dette, er hun også den mest nærværende og forståelige person i hele filmen. Hun er virkelig ekspressiv, uden på noget tidspunkt at være karikeret, og det er bare en fryd, at se hende på skærmen. Desværre er intet andet ligeså godt som hende, hvorfor der er er svært at anbefale filmen.