Et storslået epos af en familie fortalt i fire kapitler og over flere generationer. Det er virkelig effektfuldt og metarefleksivt fortalt, for slet ikke at tale om temmelig rørende. Med fire vidt forskellige kapitler, kan alle delene ikke være lige gode, og der er da også visse sektioner, der fungerer bedre end andre, særligt det første og tredje kapitel bliver fortalt med et enormt overskud og ærgerrighed.

Der er en nærmest naiv, filmstuderende glæde ved hele filmen, og klippearbejdet er energisk og kreativt, men aldrig febrilsk. For at give tid til at komme i dybden med de forskellige familiemedlemmer, tør filmen også gå helt ned i tempo, og eksempelvis lade Antonio Banderas holde en længere monolog på spansk, uden frygt for at afskrække publikum. Man ved ikke, hvor det hele skal føre hen, før et pænt stykke inde i filmen, hvilket er en sjælden, men prisværdig bedrift.

Denne balancegang mellem vovemod og lysten til at please et bredt publikum bærer filmen et godt stykke af vejen. Til slut bliver det hele da også meget rørende, selvom finalen er lidt for amerikansk og lidt for sentimental til min smag.