Steve McQueens, og nej det ikke skuespilleren, er tilbage med hans første film efter Oscaren for “Twelve Years a Slave”. Begivenhederne denne gang kunne dog ikke være længere fra hans tidligere skildringer om henholdsvis en sultestrejke i et irsk fængsel, en satyroman og Amerikas slavehistorie. Denne gang er det nemlig en thriller, endda med Liam Neeson i en af de bærende roller.

Manuskriptet er bare ikke særligt inspirerende og flere af replikkerne er ganske enkelt pinlige at være vidne til. Der er også for første gang fuldstændig endimensionel karakter i McQueens film, så som min nye hade arketype, håndlangere, der lægger alle scener ud med at nedstirre en person, for derefter at slå dem ihjel. Det er så brutalt, som det er dumt og spild af tid, at det umuligt kan virke tilfredsstillende for nogen, der ser med.

“Widows” fremstår derfor som McQueens forsøg på at lave sin egen “Heat” hvor han tager en udmærket tekst og forsøger at gøre den bedre oversat til lærred. Vi har McQueens signatur med de lange, intense indstillinger og den hård grundtone, men denne gang virker det mere uinspireret end tidligere, og tjener heller ikke den samme kongruens som tidligere.

Selvom det nok er McQueens værste film, så betyder det ikke, at den er decideret dårlig. Viola Davis, uagtet hendes ’overspilleri’, er stadig et godt anker for spektaklet, og det nordamerikanske publikum labber i hvert fald det hele i sig, så filmen skal nok få kommerciel succes, når den engang bliver rigtigt distribueret.