Paprika Steen rammer fuldstændig plet med hendes skildring af, hvordan de store familiekomsammener ofte hurtigt kan udfolde sig. Flere af scenerne er så tæt på virkeligheden, at det er helt uhyggeligt. Alligevel føles det aldrig som et gravalvorligt drama, uden nogen form for humor – for filmen er samtidig skide skæg. Alene tilstedeværelsen af Paprika Steen og Lars Brygmann gør, at man hele tiden sidder med fornemmelsen af, at lige om lidt sker der noget morsomt. Og når man har andre formidable skuespillere, som Sofie Gråbøl, Lars Knutzon og Karen-Lise Mynster, så kan man ikke gå galt i byen.

Det er dog mere gennemført end valget af skuespillere. Replikkerne bliver ofte så hurtigt og vittigt leveret, at man skulle tro Aaron Sorkin havde haft en finger med i manuskriptet. For slet ikke at tale om den gennemførte danske sarkasme og spydighed, der gennemsyrer alle samtalerne. Og det mest imponerende ved det hele er, at dette bliver gjort med øje for at sætte skarpt på de danske traditioner og normer, som de fleste bare tager for givet.

Jeg skal nok lade være med at afsløre noget, men lad det bare stå hen, at alt går op i en højere enhed. Filmen er sjov, vedkommende, rørende og pivintens, selvom det er et kammerspil med 15 familiemedlemmer på ét sted. Jeg måtte endda fælde en lille tåre til sidst, og der er ikke mange film, som kan gøre det og samtidig få mig til at grine højlydt undervejs.