Festivalens mest gennemførte franske film. For hvis der er et ord, som opsummerer denne film, så er det ‘fransk’, og skulle man bruge en mere sigende betegnelse, ville det være ‘alt for intellektuelt for sit eget bedste.
Historien følger to par, der alle går og tumler med meget små, men for dem, store problemer. De er henholdsvis, forelægger, forfatter, skuespiller og spinddoktor, og i deres arbejdsliv er det hele en stor succeshistorie. Halvdelen af deres liv er ganske uinteressant, som filmen også selv gør opmærksom på et par gange, så derfor kommer filmens konflikt fra deres privatliv. Desværre er der ikke nogen af deres problemer, som er synderlig interessante, eller vedkommende for den sags skyld.
De føler alle en grad af utilfredshed ved tilværelse, og måden det bliver bearbejdet på, er gennem endeløse samtaler, der mere giver følelsen af deja-vu end dybsindighed. Masser af ikke synderligt engagerende debatter er vi vidner til, for der kommer bare ikke på noget tidspunkt mere end lommefilosofi op af posen, og når det hele endelig slutter, er det eneste, der er sket, at man har mistet et par timer af ens liv.