Jason Statham gør endnu en film seværdig

I The Meg følger vi en gruppe forskere, der begiver sig ud på ekspedition til et hidtil uudforsket territorie under Marianergraven, i håbet om at finde nyt liv på havets bund. Hvad de dog ikke havde regnet med at møde var en kæmpe haj, også kaldet for en Megalodon. Denne 30 meter lange haj burde ellers have været udryddet for flere millioner år siden, men har altså skjult sig på havets bund, lige ind til menneskene begyndte at rode, hvor de ikke høre hjemme.

Ekspeditionen får, ikke overraskende, fatale konsekvenser og i ren desperation tilkalder de den vanærede redningsekspert Jonas Taylor (Jason Statham), som eftersigende allerede har støt på monsteret tidligere, og derfor er deres eneste håb.

Lidt for stereotypt
Plottet rummer ikke nogen Shakespearsk-dybde eller Lynchian-originalitet, men det behøver det heller ikke. Historien om en gruppe mennesker, der ved et tilfælde finder en gigantisk haj, er helt tilforladeligt så længe vi kan få noget fed uhygge og brutal haj action. Desværre er filmen en smule mangelfuld i denne afdeling.

Filmens effekter er i den helt tilforladelige ende. Vi ved alle sammen, hvordan en haj ser ud, så de fleste bliver nok ikke overrasket over, hvordan lige netop denne haj ser ud. Derfor bliver instruktør Jon Turteltaub og resten af filmholdet også nødt til at finde på noget mere for at imponere. Deres løsning har været at gøre alt større, mere brutalt og voldsomt, hvilket i og for sig ikke så imponerende som det er klichéfyldt.

Alt dette er selvfølgelig meget forventeligt, men der hvor filmens mangler bliver irriterende er i hele det kinesiske fremmedelement. Halvdelen af filmens ensemble består af kinesere, og det er der i og for sig ikke noget i vejen med, men de passer af flere forskellige årsager bare ikke ind. Først og fremmest, så lyder de alle sammen som om de har lært deres replikker fonetisk, og så føles det som en helt anden film, hver gang scenen skifter over til dramaet mellem kineserne. Jeg skal ikke kunne sige om det har noget med finansieringen at gøre, men resultatet er i hvert fald så mærkværdigt, at det trækker hele filmoplevelsen ned.

Statham kan klare alt
Filmens helt store redning er dog, at Jason Statham stadig har en charmerende tilstedeværelse, og formår nok engang, at passe perfekt i rollen som eneren, og den eneste person, der kan besejre Megaladonen. Stathams fortid som svømmer bliver også taget lystigt i brug, i flere af duellerne mellem ham og kæmpe hajen. Det er unægtelig dumt, men jeg er heller ikke bange for at erkende, at så snart Jason Statham er med, så er det meget svært for mig at miste interessen.

The Meg formår aldrig at blive til den vidunderlige overdrevne B-film, som den ellers så gerne vil være, men det er ikke ensbetydende med, at det er en decideret fiasko. Der er masser af action, på den fuldstændig overdimensionerede måde, og hver gang man tror, at nu bliver det ikke større så bliver spektaklet – bogstaveligt talt – større.

En film som denne står og falder derfor med ensemblet, og i denne ombæring, er det temmelig intetsigende. Der er masser af stereotyper og dumme replikker, men det værste forbliver altså de stakkels kinesiske skuespillere, der på alle måder er malplaceret. Jason Statham og hans naturlige charme redder dog delvist begivenhederne, men det gør også, at filmen ender med at placere sig mellem to stole, så den hverken er virkelig dårlig eller virkelig god, men solidt lige i midten.