Kulturforskelle mødes endelig på dansk film
I den danske film Charmøren følger vi noget så sjældent som en asylansøger. Personen hedder Esmail og er rejst fra Iran til Danmark. Da vi dumper ned i hans liv, er han blevet en desperat mand, der forsøger at finde en dansk kæreste, så han kan forblive i landet og få opholdstilladelse. Han klæder sig i fint tøj hver eneste aften og udgiver sig for at være succesfuld i håbet om at tiltrække den “rigtige” type kvinder, men ligesom tiden er ved at rinde ud for Esmail bliver han forelsket, samtidig med at fortiden også begynder at indhente ham.
En personlig historie
Det er en meget tidstypisk fortælling fristes man næsten til at skrive. Der går efterhånden ikke en måned uden politikerne i konkurrence med hinanden annoncerer hårdere stramninger over for asylansøgere. Så med tanke på behandlingen af immigrationsemnet i Danmark må det siges at være vovet af instruktør Milad Alami, at kaste sig ud i at menneskeliggøre dem, der kommer til vores land. Det bliver unægtelig også et kultursammenstød mellem det iranske og danske – som jeg også selv kan nikke meget genkendende til.
Filmen kunne meget let have endt som en patosdreven og moraliserende fortælling, men det begavede her er, at fokus ganske enkelt forbliver på Esmail og lige netop hans problemer, og så er det op til publikum selv at forstå, hvorfor han er rejst væk, landenes meget forskellige levestandarder og ikke mindst psykologien bag et menneske, der drager væk uden noget sikkerhedsnet i håbet om en lysere fremtid. Skuespillet er også eminent underspillet, og Lars Brygmann som det ’danske islæt’ i filmen, er også troværdig som den ulykkelige antagonist, der har sit at kæmpe med.
Charmøren er med andre ord en fremragende moderne emigrationstragedie. Historien fokuserer ikke så meget på at moralisere over for publikum, men i stedet på et lille menneskeligt drama, der ganske enkelt fungerer, fordi det bliver fortalt så personligt, medrivende og velspillet. Som ’halviraner’ selv, kan jeg godt skrive under på, at den giver et tankevækkende indblik i kulturforskellene mellem vores to lande, og er værd at se, hvis man tør få lidt stof til eftertanke.
