En stemningsfyldt gyser
I A Quiet Place, følger vi familien Abbott, der lever isoleret på en gård et sted i USA. Det meste af jordens befolkning er blevet udryddet af monstre, der kan opspore og myrde dig, hvis du laver bare den mindste lyd. Familien har dog taget alverdens forholdsregler for at leve et stilfærdigt liv i hele ordets forstand. Det vil sige, at de eksempelvis udelukkende kommunikerer gennem tegnsprog, og kun går med bare tæer ad sandstier, så deres skridt er dæmpet. Denne midlertidige fred varer dog ikke ved, for der kommer snart et nyt barn ind i familien, og de ældste børn er også ved at få nok af deres monotone tilværelse.
Fra mig for larmen
Det er en god idé som John Krasinski og co. har fået. Efterhånden består alle amerikanske gysere af hysteriske mennesker, der bliver terroriseret af virkelig larmende paranormale væsner, hvor det eneste forsøg på at skabe en stemning er korte pauser inden noget springer ud mod skærmen. Som et modsvar til de stadig mere støjende gysere, så er det fedt at få lov til at opleve en film, der giver sig tid til at lade publikum leve sig ind i historien, og forstå mentaliteten bag ved de pressede mennesker vi skal følge. Det hjælper også på det, at Krasinski, der selv spiller faren i familien, bliver flankeret af hans kone fra det virkelige liv, Emily Blunt, der begge er langt bedre skuespillere end vi normalt ser i denne genre.
Filmen er også langt hen af vejen et frisk pust i en metaltræt genre, særligt første gang én af familiemedlemmerne unægtelig kommer til at larme, er det oprigtigt uhyggeligt. Desværre så varer uhyggen ikke ved, for efterhånden som historien skrider frem bliver handlingen, karaktererne og endda lydsiden temmelig konventionel. I den sidste halve time af filmen bliver der i hvert fald ikke sparet på gysermusikken, og uden at afsløre for meget, så læner slutningen sig lidt for meget op ad logikken fra Signs – til min smag.
A Quiet Place, er dog mere end blot en metervare. John Krasinski lykkes måske ikke med at skabe en åndeløs gyseroplevelse, der er ulige nogen andre film, der bliver lavet i dag, men han forsøger i det mindste, og når filmen fejler undervejs, så er det aldrig under middelpunktet. For gys er der nok af, og alt er velorkestreret lige fra kompositionen, henover skuespillet og selvfølgelig lyden. Det ender nok ikke med at blive et historisk mesterværk, men du finder nok ikke en bedre gyserfilm i biografen lige nu.