Krig er ikke noget, som man ønsker for nogen, men alligevel er det et fænomen, som har udspillet sig lige siden menneskerne første gang kunne gå på jorden. Simon Lereng Wilmont har valgt at gøre os opmærksomme på den hjerteskærende del af krig, de civile, som er fanget i krigszonerne, ved at følge den 10-årige ukrainske dreng Oleg henover et år, og det er der kommet en foruroligende dokumentar ud af.
Da vi mødtes med Wilmont ude hos produktionsselskabet ’Final Cut for Real’, er man ikke i tvivl om, at han er pære dansk. Derfor ledte det første spørgsmål også i retningen af, hvorfor han endte med at vende sit kamera mod Ukraine.
Hvordan endte du med at vælge den her historie?
”Det mest forfærdelige er spørgsmålet: ’Finder jeg noget derude?’. Men jo flere gange jeg har gjort det her, jo mere kommer der en tro på, at der nok skal komme et eller andet. Jeg havde lavet nogle film om unge mennesker, som havde haft nogle meget trygge liv, men hvis liv blev slået lidt ud af balance, og så handlede filmen om, at de skulle genfinde den balance og tryghed, men på et tidspunkt tænkte jeg, der er også historier, der er større end som så. Hvis du vender historien på hovedet og det er et ungt menneske, hvis hele eksistens er kaos, hvor finder jeg så et øjebliks tryghed? Det er, i den yderste konsekvens, når man er i krig. Den virkelighed er voldsom.
Jeg havde altid været interesseret i den russiske æstetik, selvom den er meget regelret. Den virker så fremmedagtig, fordi jeg er vokset op med dem på den anden side af jerntæppet. Det er dragende, mystisk og fantastisk for mig, og så er den russiske folkesjæl – eller i hvert fald fordommen – at de er nogle kolde, hårde væsner, men når man dykker ind i dem, så viser de sig at være sjove, varme og bløde. Så jeg søgte der over af… også fordi det er kort. Det tager kun ni timer fra Kastrup lufthavn til frontlinjen. Det er nogle af forklaringerne på, hvordan jeg endte dernede.”
Du følger drengen Oleg i meget fortrolige situationer, hvordan opnår man den tillid, så det ikke bliver kunstigt på film?
”En af grundene til at jeg endte med at vælge Oleg som hovedkarakter er dels, at han er fantastisk og kan sætte ord på sine følelser og ser fantastisk ud, men af grundene var også, at han fra første øjeblik virkelig var nysgerrig på, hvem er det menneske fra en anden planet? Jeg kommer jo fra en helt anden verden end ham, og det at jeg komme og spurgte om vi skulle lære hinanden at kende, tror jeg var utrolig spændende for ham. Den form for nysgerrighed gør, at der meget hurtigt kan opbygges en tillid – tænker jeg. Vi er begge to åbne over for hinanden. Bedstemoren skulle der derimod arbejdes lidt mere på, fordi hun skal jeg passe på ham.
I de landsbyer går der jo også en masse historier, som der jo gør. En af de historier var, at der var falske nødhjælpsorganisationer dernede, som høstede organer fra unge, for at sælge dem til rige folk i vesten. Det er ikke sikkert, at [bedstemoren] tænkte vi var sådan nogen, men hun skulle helt sikkert lige se os an.”
Skudscenen er utrolig, hvordan fik du optaget den, da hele situationen jo var forbudt for Oleg?
”Den her film har meget end nogen anden jeg har lavet, og her taler jeg med 500% sikkerhed, har jeg stået over for en masse etiske spørgsmål og dilemma, som jeg har skulle tage stilling til næsten på rygraden. Der har været så mange gange, hvor jeg har sagt, at det dur bare ikke, og det vil jeg ikke være med til, men der kommer også et tidspunkt, hvor jeg også bliver nødt til at være tro mod deres dagligdag, ellers ender det med at jeg konstruerer virkeligheden ved at holde ting tilbage. På et tidspunkt måtte vi give slip, og så havde jeg en aftale med min fixer om, at vi vidste hvor langt der var hjem, hvis der skete noget, og vi havde også førstehjælpskasse med, som var beregnet til skudsår.
Den da, da han bliver ramt i foden, havde vi jo ikke planlagt, at det skulle ske, men så skete det. Sådan som det er vist i filmen, der bærer COstjia ham hjem, men det var mig der bar ham det meste af vejen, det kan jeg godt fortælle dig.”
Børn som Oleg har en meget hård barndom, tror du filmprojektet hjalp ham lidt?
”Jeg tror i virkeligheden, at det eneste negative ved hans barndom er krigen, og måske engang imellem kedsomheden, når han kan se på fjernsyn, at alle har en iPad eller iPhone, men i virkeligheden oplever jeg ham som ret harmonisk.
Der er dog ingen tvivl om, at min fixer og jeg bringer en verden med til dem, som de kan betragte og spørge ind til, og møde i kraft af os to. Så jeg er helt sikker på, at det også gav et lille pift. Jeg tror også en af grunden til at [bedstemoren] langsomt blev glad for os var, at det var en adspredelse, og når vi var der, så skete der ting og sager, og sjov og ballade.”
Hvad er din tilgang som dokumentarinstruktør?
”Min tilgang er at observere, og så finde skjulte historier, som er mere eller mindre interessante. Meget af tiden går bare på at snakke med dem om deres omgivelser, men også om hvad der foregår inde i dem, hvordan ser fremtiden og, hvordan har deres fremtid været. Hvad skal der ske i fremtiden? Så handler det om at bide sig fast, når man kan se de røde tråde, og så være ekstra på, og prøve at forudse og planlægge.”
Hvor lang tid tog det at optage?
”Filmen er optaget over halvandet år. Vi har været der stort set en uge hver anden måned.”
Er det normalt for dig?
”Det sjove er, at de halvtimers film jeg har lavet før, også har taget så lang tid. Vi gik også i gang med at klippe før vi færdig med optagelserne, for at det skulle kunne lade sig gøre, men også for at blive klogere på materialet og, hvor skal vi hen. Men faktisk er det gået ret hurtigt, i forhold til hvad det plejer at gøre.”
Er der så noget du ville have gjort anderledes?
”Det er et godt spørgsmål… Nej, det er mere processen, der i sig selv, som har været anderledes. For at vi overhovedet kunne få en film, så var det nødvendigt, at jeg optog med så korte mellem, og at det skulle lige rytmisk, ellers ville livet bare løbet forbi. Det gik meget hurtigt op for mig, at selvom det er en verden, hvor der ikke sker så mange ting, så er det alligevel utrolig, hvor meget der sker.
Så kommer man ned, og når man skal tale med ham, som jeg gerne vil være mere obs. på væk med sin mor, og næste gang man kommer der ned, så kommer han tilbage igen, eller han kommer tilbage igen, men moren bliver væk. Så skal vi til at filme soldaterne, der vandre igennem byen, men så er de væk, fordi der er gået 3 år siden konflikten brud ud, og nu er deres kontrakter udløbet, så halvdelen af hæren taget hjem. Hvad sker der! Det er helt umuligt at planlægge, når man halser efter livet. På den måde har processen været, at du bare må hænge på, hvor de andre [dokumentarer] har haft lidt mere ro på, eller også har planerne været meget mere fastlagte.”
Hvad vil du gerne give folk gennem filmen?
”Der er et par ting, som jeg håber filmen, mere eller mindre direkte kan give videre til folk. Den ene ting er det menneskelige drive inde i os. Når vi bliver sat i højspændte situationer, så er en af de vigtigste ting for os, at vi skaber små verdener af tryghed, ligegyldigt hvor kaotisk vores omgivelser er, så er det en nødvendighed for os som mennesker, tror jeg, hvis vi skal leve, at opbygge små verdener. Hvor illusoriske de verdener end måtte være, så er det sindsygt vigtigt. Det synes jeg er et utroligt smukt karaktertræk ved mennesket, men også tragisk.
Den anden ting jeg også gerne vil sige er, at jeg ser jo Oleg og hans bedstemor, og der er en gensidig afhængighed i deres forhold. Det er jo ikke bare hende, der passer på ham. Han giver også hende utrolig meget styrke og kraft, i kraft hans styrke, hans glæde og hans barndom, som hun kan bruge til at samle styrke til at beskytte ham fra det værste af krigen. Denne gensidige afhængighedsforhold vil jeg gerne viderebringe for at vise, at det jeg har lært er, at når vi bliver sat under pres, så er det eneste rigtige at finde samme i grupper. Der er en styrke sammen, men alene er vi virkelig på tynd is, når kanonerne brager.
Sidst men ikke mindst er det, at der er noget smukt i selv det grimmeste. Det er det mest tragiske forhold mellem to mennesker, jeg nogensinde har filmet, men også et af de smukkeste. Det er tragisk, fordi hun er syg og kan dø, eller krigen kan tage livet af den eller begge to, men på trods af det, så lykkes det dem alligevel at have en kærlighed sammen, som jeg virkelig synes er ekstraordinært, og som rører mig det. Tror det jeg kan minde folk om noget vigtigt i deres liv, hvis jeg skal være lidt højtravende.”
