Der findes mere end 100 millioner gadebørn i verden. Et af de steder, hvor det står værst til er i Filippinerne, eller nærmere bestemt hovedstaden Manila, hvor udsatte børn oplever svigt og har en dagligdag, som er hinsides nogen problemer i trygge Danmark.
Det er ikke ligefrem opmuntrende stof, men ikke desto mindre er der faktisk folk, som kæmper for børnenes ret til en fremtid, og i filmen A Year of Hope, der bliver vist på årets CPH:DOX har dokumentarister fulgt en række unge drenge i et helt år, mens organisationen Stairway har forsøgt at hjælpe børnene ud af deres situation.
I forbindelse med festivalen fik vi her på Kulturbunkeren lov til at mødes med instruktør Mikala Krogh og tage en lille snak om hvordan det var at lave en dokumentar om det svære emne.
Hele problematikken med gadebørn kan virke som et temmelig voldsomt emne, særligt når man kommer fra Velfærdsdanmark, så hvordan kaster man sig ud at dokumentere det?
– ”Jeg har altid været optaget af de ressourcer et menneske rummer, og hvis du bare bliver mødt med de rigtige omstændigheder, den rigtige form for opmærksomhed og kærlighed, så kan du nå rigtig langt. Vi er så heldige, at vi er født i vores del af verden, hvor vi bliver født ind i det, og så er der rigtig mange steder af verden, hvor man ikke gør det. Jeg har altid beskæftiget mig meget med den tredje verden. Der var nogle danske folk som kontaktede mig og sagde, at de havde været ud at besøge [programmet Stairway], og tænkte det kunne være interessant at undersøge om man kunne lave en dokumentar om det. For at fortælle en historie om nogle af dem, der forsøger at gøre noget for at ændre på virkeligheden for udsatte børn.
I første omgang tog jeg afsted på en researchrejse, hvor jeg var optaget af deres måde at arbejde på, og hvordan de hjælper de her børn. Senere tog jeg afsted på endnu en researchrejse, hvor jeg besluttede mig for, at hvis jeg skulle lave den her dokumentar, så skulle jeg være der et helt år, for at kunne følge børnenes udvikling. Jeg skulle ikke bare være et ”hvidt menneske”, der bare fløj ind engang imellem.
Jeg flyttede derud med min mand og børn, og boede i nærheden af centeret i et år, hvor mine børn gik på en lokal skole. På den måde fik jeg også en forståelse for det filippinske samfund, som er meget komplekst. Det var den måde jeg kom ind i det på, og jeg var optaget af at se, hvordan børnene udvikler sig i de her ’settings’.”
Hvordan får man dannet tillid til børnene?
– ”Der er selvfølgelig det med, at jeg gerne ville være der meget, så de lærte mig godt at kende, og så gav jeg også noget af mig selv. Det, at jeg havde mine sønner med, som er lidt yngre end drengene [i filmen] gjorde også, at de kunne lege rigtig meget med dem, og nærmest fik en storbrorrolle over for dem. Min mand arbejde også frivilligt på centeret som sportstræner. Jeg var også rigtig meget sammen med dem uden at filme, og så havde jeg en assistent, der tidligere havde gået på centeret, der hjalp mig rigtig meget. [Drengene] taler tagalog, og det lærte jeg aldrig at tale rigtig, så det var også meget gennem min assistent at jeg talte med dem.”
Jeg kan næsten ikke holde ud at se situationerne i dokumentaren, så hvordan holder man ude at være i det i virkeligheden?
– ”Jeg kunne have lavet en film, som var meget værre, men det ved jeg godt vi ikke kan holde ud at se her i vesten. Derfor har jeg skruet ned på, hvor forfærdeligt det var. På en måde så er det også sådan, at den virkelighed man opholder sig i vender man sig også til. [Drengene] var jo i en situation, hvor de faktisk fik det bedre, og jeg tror, at hvis jeg havde lavet en film, der bare foregik på gaden i Manila fuld af elendighed, så tror jeg måske, at jeg ville have syntes det var for hårdt, men her var de faktisk et sted, hvor der var håb for, at de kunne få et bedre liv og en anden fremtid. Det gjorde, at jeg godt kunne holde det ud.
Selvfølgelig blev jeg forfærdet over deres traumatiske fortid, der er fuld af overgreb, vold og alt muligt andet, men jeg valgte at fokusere på alle deres kvaliteter og på, at de også bare er drenge ligesom alle andre drenge, der har det skide sjovt med at spille basketball og drille hinanden.”
Det går ikke så godt for drengen Justin i filmen. Hvordan var det at være vidne til?
– ”Det var virkelig trist, men det er vigtigt også at vise, at der er ikke nogen nemme løsninger. Derfor blev jeg også nødt til at fokusere på nogle af de ting, som var lidt svære, og [Justin] var også meget skadet. Han kunne ikke nås og hjælpes, og det havde jeg det forfærdeligt med, men sådan er virkeligheden også.”
Dokumentaren er meget observerende, og man føler ikke på noget tidspunkt, at du har gået ind og iscenesat situationerne, så hvilken rolle har du så som instruktør i sådan en kontekst?
– ”Jamen, det er utroligt mange ting. Det første er at finde den gode historie. Når jeg så har sat en ramme op, så skal jeg følge de her 15 drenge i et år og finde ud af, hvem der skal være hovedpersoner og som jeg tror har en interessant historie. Når året starter, så ved jeg jo ikke, hvordan det kommer til at gå. Derefter skal jeg lave et filmisk koncept. Jeg har gjort meget ud af, at filmen skal været visuelt interessant, og så er det, at holde fokus på det. For mig var det vigtigt, at det blev en filmisk oplevelse og bruge naturen som en fortælling-i-fortællingen. Når jeg så har filmet i det helt, så skal jeg finde en historie i alt materialet.”
Når du så er vendt hjem efter optagelserne, hvordan er selve klippe- og redigeringsprocessen så?
– ”Jeg sad undervejs og klippede i materialet for på en måde at sortere i det, fordi jeg har optaget meget mere, end jeg vidste hvad jeg skulle bruge til. For, at vi ikke skulle sidde med 300 timers materiale, men også fordi det skulle oversættes. Jeg endte med at vælge 40 timer, som så blev oversat, og så havde jeg to klippere, der sad med det, så vi nåede ret hurtigt frem til et gennemklip. Der var heller ikke så meget at gøre i forhold til dramaturgi, for vi er ligesom nødt til at lade den kronologiske udvikling – altså det år, fra de starter til de slutter – være rammen. Vi kunne selvfølgelig gøre en masse inden for rammen, men vi vidste, at det skulle være udviklingshistorien.
Det var også vigtigt for mig, for de har jo et virkelig godt liv ude på den her ø. Det er jo paradis sammenlignet med Manila. Så for at vise, hvor de kommer fra, rejste jeg til Manila, hvor jeg samarbejdede med en lokal organisation, som arbejder med gadebørn. Der lavede jeg en filmskole, hvor vi samlede de børn, som vi vidste var interesseret og til at stole på, og så viste jeg dem nogle små lommekameraer, og bad dem film, hvor [gadebørnene] sover. Så kom de tilbage næste dage, hvor vi så deres optagelser og snakkede om dem, og så fik de en ny opgave. De vidste godt, at jeg ville bruge det til en film, for de scener i Manila er scener, som jeg aldrig ville have kunne optaget selv.”
Er der noget særligt du gerne vil have folk skal lægge mærke når de ser filmen?
– ”Jeg vil gerne have at folk husker på, at der på verdensplan er 100 millioner gadebørn, som alle har et potentiale og retten til at leve et godt liv. Der er mennesker, der forsøger at hjælpe dem, men der skal mange flere til virkelig at hjælpe dem. Det er noget vi skal huske at tænke på, særligt når vi lever i vores meget trygge og konforme samfund. Jeg vil egentlig gerne pege på problematikken, men også vise, at der findes løsninger.”
