Original, men så alligevel ikke

I Red Sparrow får vi leveret en moderne thriller, hvor koldkrigsnationerne Rusland og USA kæmper en indædt strategisk kamp. Så uhåndgribeligt starter det hele dog ikke, men i stedet med den russiske ballerina Dominika Egorova (Jennifer Lawrence). Til trods for glamouren omkring hendes job, så lever hun et temmelig beskedent liv, hvor hun går mere om i at passe på hendes mor, end på karrieren. Hendes nøje planlagte liv falder dog til jorden, da hun kommer ud for en ulykke og ikke længere kan danse.

Denne afslutning fører dog til begyndelsen på et nyt liv, hvor hun bliver tvunget til at blive en ’sparrow’, som en spion, der er trænet til at indsamle oplyser for enhver pris. Inden hun får færdiggjort hendes træning bliver hun imidlertid sendt ud for at forføre en garvet amerikaner, og så bliver spørgsmålet hurtigt, hvem kan hun stole på?

Alt skal hænge sammen
Som du nok kan udlede af resumeet, så er det en meget tænkt film. Det manuskript Justin Haythe har udpenslet er konstrueret som ét stort puslespil, hvor det hele skal gå op i en højere enhed til sidst. Måden det så bliver gjort på er dog fuldstændig utroværdig, fordi man aldrig tror på at vores hovedkarakter er begavet nok til at planlægge noget som helst, og den forklaring vi får serveret er ikke ligefrem tilfredsstillende. Skuespillerne gør heller ikke meget væsen af sig. Både Charlotte Rampling og Jeremy Irons taler på skift med britisk og russisk accent, Jennifer Lawrence går nærmest i søvne i de fleste scener, og selvom Joel Edgerton bidrager med en ambivalent tilstedeværelse, så er det ikke noget, som står skrevet i manuskriptet.

Vulgær, men intetsigende
Af uransagelige årsager, så er Red Sparrow også blevet til en temmelig smagløs film. Når man hører ordene, ”Rusland” og ”USA” i forbindelse med en spionfilm, så tænker man tilbage på den kolde krig og på spændingsfilmene fra 1970’erne, hvor det var den ulmende følelse af ubehaget, der hele tiden lå under overfladen, som var drivkraften i dramaet. Sådan er det ikke her, på både godt, men mest ondt. Det er forfriskende, at de gamle genrekoncepter bliver støvet af, og tilført lidt moderne liv med en anden tidsperiode, og folk, der godt ved, at hinanden er spioner, men det fjerner samtidig også det uudgrundelige ved ikke at vide, hvornår valgene pludselig får konsekvenser.

Her er tilbageholdelsen af information og et stemningsfyldt drama i stedet erstattet af meget vulgær vold, og en masse seksuelle scener. Disse scener fungerer tiltænkt som chokerende, men de er også lige lovlig overfladiske, langtrukne og intetsigende. De er med andre ord ikke nogen særlig god erstatning for de konventioner, som instruktør Francis Lawrence modarbejder.

Jeg ville så inderligt gerne have elsket Red Sparrow, men den følelse fik jeg aldrig gengældt. I disse tider, hvor vi får den ene superheltefilm efter den anden og, hvor en variation i hudfarve bliver anset for innovation, så er det forløsende, at der stadigvæk er nogen, som har mod på at lave en film til det store lærred, der ikke er bygget op omkring koreograferede slagsmål. Derfor er det ikke desto mindre med en vemodig følelse, at der ikke rigtig var noget, der lykkedes i filmen her. Historien er ganske enkelt utroværdig, spændingen er ikke-eksisterende til trods for de vulgære scener, og der er ikke meget stof til eftertanke. Jeg håber dog, at filmen ikke afskrækker nogen af de medvirkende eller industrien som helhed fra at lave anderledes spændingsfilm i fremtiden, for det ville næste ikke være til at bære.