Jesse Plemons og Billy Magnussen stjæler showet

I Game Night følger vi ægteparret Max (Jason Bateman) og Annie (Rachel Mcadams), der ikke er som alle andre par. Deres helt store passion er uden sammenligning den ugentlige ”Game Night”, eller bare spilleaften på dansk, hvor de mødes med deres venner for at more sig med forskellige forsamlingslege. Livet kører bare derudad for de to, som er fuldstændig på bølgelængde med hinanden, lige indtil der bliver smidt i en kæp i hjulet, manifesteret ved genkomsten af Max’ succesfulde bror Brooks (Kyle Chandler). Brooks synes nemlig deres spilleaftener er temmelig mondæne og arrangerer derfor sin helt egen, hvor Max, Annie og alle deres venner bliver inviteret til at finde én, som vil blive kidnappet – problemet er bare, at da kidnapningen finder sted, så er det ikke spøg og skæmt, men virkeligt.

Ikke særlig mindeværdig
Selvom historien handler meget om Max og Annie, så kommer de fleste pudsige udfald fra alle karaktererne omkring dem – og det er uden tvivl til filmens fordel. For Bateman er nok engang en meget spydig mand, som man har indtryk af godt ved, at han er en figur i en film, mens Rachel Mcadams er pjattet, men uden at efterlade det store indtryk. Det gør Jesse Plemons og Billy Magnussen, dog som henholdsvis den seriemorderlignende betjent Gary, som er nabo til Max og Annie, og Ryan, der er gruppens meget blide, men alt andet end begavede medlem. Når de to er på skærmen, så er det altid sjovt, fordi de ikke på samme måde er fastlåste af den unødvendigt indviklede historie, men bare kan få lov til at folde sig ud. I forlængelse af dette, er der flere gode biroller, men ingen af dem er lige så gennemgående morsomme som de to ovennævnte.

Hvad angår målgruppen, så er der imidlertid ikke nogen tvivl om, at den er tiltænkt et voksent publikum. Der er et par besynderligt voldelige scener undervejs, særligt en arm, der skal opereres, som nok er endt med at være mere kvalmefremkaldende end det egentlig var intentionen.

Game Night er ikke ligefrem stor filmkunst, det ville være synd at sige, men uden at være alt for mindeværdig, så er den faktisk temmelig underholdende det meste af tiden. Jason Bateman spiller nok engang en sarkastisk selvbevidst mand, der ville ønske, at han var 20 år yngre, hvorimod Rachel Mcadams er den lidt mere fjollede af de to. Sammen udgør de et fornemt par, om end de ikke på noget tidspunkt er lige så sjove som Plemons og Magnussen, så fungerer de fint som narrativt anker. Her et par timer efter at have set filmen, så kan jeg dog ikke huske særlig meget fra den, selvom jeg aldrig kede mig undervejs. Så hvis du gerne vil se en film, mens du er i byen med drengene, eller veninderne, så fungerer den perfekt som et supplement til sådan en aften, men ikke som meget andet.