Coco er en hyggelig film, som kun Pixar kan gøre det

Kort fortalt, så handler Coco om den unge mexicanske dreng, Miguel, der drømmer om at blive musiker, men som må holde det skjult for hans familie, som i generationer har forbudt musik, fordi Miguels Tip-tip oldefar forlod familien for at jagten drømmen om at bliver musiker. Musikken er dog i drengens blod, så da hans familien prøver at tvinge ham til at stoppe med at spille musik på ”Dia de los Muertos”, så snurrer det hele ud af kontrol, og inden han ved af det, så er Miguel endt i de dødes rige.

Endnu en kvalitetsfilm
Der er aldrig nogensinde nogen tvivl om, at Pixar ved, hvordan man skal lave animationsfilm. Intet er tilfældet og alt er nøje planlagt, helt ned til de rigtige greb på guitaren, når figurerne spiller og synger undervejs. Dette overdådige overskud smitter virkelig af på en, så selvom det tager et stykke tid inden vi drager ind i de dødes verden, så bliver man med det samme betaget af det eventyrlige univers. Hvor pengene dog tydeligvis er blevet brugt begavet på produktionsfronten, så står det til gengæld noget ringere til på selve manuskriptfronten.

Jeg er jo selvfølgelig som anmelder arbejdsskadet af, at se så mange film i en læn strøm, men skal jeg være helt ærlig, så er historien ualmindelig forudsigelig. Hermed skal ikke forstås, at den er decideret dårlig, eller har en rædselsfuld morale, men derimod, at den i forhold til Pixars som hovedregel skarpe manuskripter, i denne omgang er blevet temmelig konventionelt. Jeg kunne i hvert fald regne historiens gang meget hurtigt ud, og det er selvfølgelig ikke hensigten.

Når det så er sagt, så er Coco stadig en gennemført familiefilm på alle måder. Historien handler om værdien i ens familie – selvom det ikke altid kan føles sådan – tonen er hyggelig og eventyrlig, og animationen er af en sådan kvalitet og med en helt ekstraordinær kælen for detaljer, at man på ingen måde kan sige, at filmen spilder ens tid. Når det så er sagt, så ender Coco alligevel med at placere sig en den lave ende af Pixars ellers helt fænomenale produktioner. Det skyldes først og fremmest, at plottet er overraskende forudsigeligt, til en sådan grad, at man kan regne alle de emotionelle højdepunkter ud allerede efter et kvarter, med mindre man selvfølgelig er en af de yngeste medlemmer af ens familie. Så selvom filmen måske ikke går hen og bliver en decideret ”Disney klassiker”, så er den stadig utrolig veludført, og så rummer den et flot budskab om, at man aldrig rigtig dør, så længe der er nogen, som mindes en – og er det ikke en smuk tanke.