En seriøse Oscarkandidat
Frisk på hælene af tre Golden Globes statuetter for bedste drama, skuespillerende og mandelig birolle får vi Three Billboards Outside Ebbing Missouri, og den har været ventetiden værd.
I filmen med den meget krøllede titel, befinder vi os nok engang i det uhåndgribelige grænseland mellem tragedie og komedie. Historien udspiller sig ikke overraskende i Missouri, hvor vi følger kvinden Mildred (Frances McDormand), hvis datter blev voldtaget og myrdet for syv måneder siden. Politiet har indstillet efterforskningen, og der er tilsyneladende ikke noget håb om at finde nogen morder i sigte. Derfor tager hun sagen i egen hånd og tvinger politiet til at genoptage sagen, hvilket ikke falder i god jord hos hverken politiet eller lokalbefolkningen.
En mening med volden
Ligesom i Martin McDonaghs forrige film In Bruge og Seven Psychopaths, så er der ikke meget at grine af, men alle scenerne emmer af ironiske undertoner. Man bliver fuldstændigt indlemmet i en verden, hvor der kun er den fred, som indbyggerne kan blive enige om. Samtidig er det også en film, der til tider kan være temmelig voldelig. Vi er dog aldrig i nærheden af en overdreven Tarantino-lignende vold, for der en mening med galskaben, som hænger sammen med historien.
På skuespilsfronten er Woody Harrelson og Sam Rockwell gode som altid, men der hersker ikke nogen tvivl om, at Frances McDormand er den store stjerne her. Hendes karakter kunne så let have endt som en ulidelig skikkelse, men McDormand er måske den eneste, der kan slippe af sted med at gøre hende sympatisk. Det er i det hele taget et gennemgående tema, at man ikke ved, hvad man skal føle. Alle hovedspillerne ville i andre film være antagonister, men her er de helte på hver deres måde, og det er utrolig forfriskende at se en film med karakterer, der føles som rigtige mennesker, uden at deres mangler, fordomme og skønhedsfejl er blevet fjernet for ikke at støde nogen.
Selvom det er anden gang, at jeg har set filmen, så ved jeg stadig ikke om slutningen er triumferende eller ej, men det efterlader bare stof til eftertanke hos på publikum – på den gåde måde. For Martin McDonagh har lavet et underholdende, men også vedkommende drama, hvor særligt Frances McDormand og Sam Rockwell leverer Oscarværdige præstationer. Det er ikke en film til alle, men der er ikke for ingenting, at den er endt som en seriøs kandidat midt i Oscarræset.
