En klassisk biografisk historie
Da jeg første gang hørte om filmen ’The Glass Castle’, tænkte jeg umiddelbart at det lignede en ekstremt seværdig film. Filmen er instrueret af Destin Daniel Cretton, som stod bag den fremragende ’Short Term 12’. Ligesom i den film spilles den kvindelige hovedrolle i ’The Glass Castle’ af den vidunderlige Brie Larson, som for et par år siden vandt en oscar for ’Room’ og er blevet en af tidens største unge skuespillere. Udover dette bliver hun flankeret af altid gode Woody Harrelson og Naomi Watts i rollerne som hendes karakters forældre. På papiret lægges der altså op til at ’The Glass Castle’ er en sand home run.
I filmen følger man Larson i rollen som Jeannette Walls i en sand historie, som er baseret på Walls’ egen selvbiografi. Jeannette Walls er opvokset hos en fattig dysfunktionel familie, hvor moren (Watts) er en excentrisk kunstner og faren (Harrelson) en upålidelig og dominerende alkoholiker. I ’The Glass Castle’ følger man skiftevis Walls’ voksne liv i New York i slut 80’erne, hvor hun er blevet forlovet, mens man samtidig ser tre forskellige perioder af hende og hendes tre søskendes turbulente opvækst, hvor især faren fremstår som et skrækeksempel på faderskab.
’The Glass House’ indeholder en god biografisk historie om Jeannette Walls’ utrolige og chokerende opvækst. Desværre er narrationen af historien meget klassisk, og som man ofte ser det i biografiske fortællinger, kommer man aldrig rigtig helt ind under huden på karaktererne, for fokusset ligger på at portrættere begivenhederne fremfor at uddybe karakterernes psyke. Skuespillet er dog fint hele vejen rundt, og især Woody Harrelson brillerer som den skræmmende, men alligevel også følsomme far. Det gør at filmen alligevel til tider fremstår rørende.
Underrepræsenterede karakterer og en out-of-place slutning
De dele af filmen, hvor man følger Jeannettes voksne liv i slut 80’erne er det, som fremstår svagest i ’The Glass House’. Både Jeannettes forlovede og Jeannettes yngste søster mangler tydelig dybde, og deres karakterer bliver uretfærdigt underrepræsenteret. David (den forlovede) er en klar repræsentant af den mondæne livstil, som står i kontrast til Jeannettes fattige baggrund, men han får aldrig lov til at udvikle sig til mere end det. Samtidig bliver det nævnt at Maureen (den yngste søster) havde den hårdeste barndom, men hendes karakter får aldrig lov til at vise hvad hendes grumme opvækst har betydet for hendes senere liv.
Bedst er ’The Glass House’ i sine flashbacks af Jeanettes og hendes søskendes opvækst. Filmen er ikke bange for at vise de grusomme sider af fattigdom og det at opvokse i den lavest mulige sociale og økonomiske klasse. Det havde været bedre, hvis filmen havde holdt sig til skildringen af de rå miljøer, frem for til sidst at prøve at hylde faderen, som man filmen igennem gang på gang har set være en ondskabsfuld person. Filmen slutter rent faktisk med en slags feel good-vibe, som ikke rigtig passer til resten af historien.
’The Glass House’ endte aldrig med at leve op til de høje forventninger, jeg havde, da jeg først hørte om den, og jeg ligger et sted mellem 3 og 4 stjerner. Filmens lidt for glade slutning passede – efter min mening – ikke til filmens grumme historie, og derfor ender den med at trække min dom ned på tre stjerner.